Befolkning og historiske Forhold.
109
kraftige, krigerske Folk, men listige og troløse, grusomme og hævngerrige som de
gamle Illyrere; de udvandrer stadig i Mængde og bruges især som Soldater („Orien-
tens Schweizere“), saaledes udgør de den tapreste og grusomste Del af den tyrkiske
Hær. Stammerne i den sydlige Del af Albanien (Toskerne) har helt underkastet sig
Tyrkerne, i den nordlige Del (Gegerne) er de næsten uafhængige og lever i indbyrdes
Fejde, „Landmanden dyrker sin Jord med Sværdet i Haanden og skjuler sin Høst
under Muldet.“ Ovenfor (p. 13) er Albanesernes Antal angivet til c. 1,5 Mill, i det
hele.
Af de indvandrede Folk i Middelalderen har Goter og Longobarder ikke efter-
ladt sig noget Spor. Derimod fik den senere Indvandring af Slaverne stor Betydning.
Den betydeligste Afdeling af Slaverne er Serberne, indvandrede i det 6. Aar-
hundrede. sandsynligvis fra Bøhmen og Nordøsttyskland. Den Adskillelse, der i Al-
mindelighed gøres mellem Bosniaker og de egentlige Serbere er ikke begrundet i
Sproget, men i de historiske Forhold; thi da det Rige, som Serberne havde stiftet i
Middelalderens sidste Aarhundreder i Halvøens nordvestlige Del (se nedenfor under
Serbien og Bosnien), blev erobret af Tyrkerne, holdt Folket i det nuværende Serbien
fast ved den i det 9. Aarhundrede indførte Kristendom, medens en Del af Bosnia-
kerne for at beskytte deres Lensrettigheder gik over til Islam, det er de nuværende
saakaldte tyrkiske Bosniaker. De af Serberne nu beboede Lande er begrænsede af en
Linje omtrent fra Skutarisøen til Timoks Munding; desuden bor der en Del paa de
centrale Plateauer. Serberne er de kraftigste og mest perfektible af Sydslaverne, et
frihedselskende og poetisk begavet Folk; deres Sprog skal være det mest velklin-
gende slaviske. Regner man Kroater og Slavoner med. udgør Serberne i det hele
c. 6 Mill.
I det nordvestlige af Halvøen indvandrede c. Aar 500 efter Kr. Bulgarerne, et
mongolsk (vistnok finsk) Folk, fra Egnene mellem Volga og Don. Det Rige, de stif-
tede 680 mellem de transsilvanske Alper og Balkan, holdt sig til Tyrkernes Ind-
trængen, men Folket er efterhaanden blevet helt slavisk, og man regner nu Bulga-
rerne til en Gren af Sydslaverne; de antog Kristendommen c. 800. Nu bor de som
et flittigt, agerdyrkende og for Kultur modtageligt Folk foruden i Bulgarien ogsaa
over næsten hele Rumelien og Makedonien og er vistnok det Folk paa Halvøen, der
gaar den største Fremtid i Møde. En Del S. for Balkan, navnlig i Rhodope, er ved
Tyrkernes Forfølgelser tvungne over til Islam, det er de saakaldte Pomaker. Bul-
garerne udgør højst 4 Mill.
Efter flere mindre Indvandringer paa Korstogenes Tid af Franker (Konstan-
tinopel) og Venetianere (paa Kreta og Moreas Kyster), fra hvilke mange af de ita-
lieniserede Navne stammer, fulgte den særdeles betydningsfulde Indvandring af
osmanniske Tyrker, som udgik fra det lille c. 1300 af Osman stiftede Rige i Lille-
asien; 1362 blev Aclrianopel deres Hovedstad, 1453 omstyrtede de ved Konstantino-
pels Erobring det østromerske Rige, og snart havde de udbredt sig over hele Halv-
øen. Men paa Grund af deres ringe Tal — ovenfor p. 14 er Osmannerne i Evropa
angivet til c. 1,5 Mill. — var de indskrænkede til fortrinsvis at besætte de vigtigste
Punkter, man finder dem derfor spredte over Halvøen. Kun i det østlige Bulgarien,
Østrumelien, hvorfra de dog i de senere Aar efter den nye Tingenes Tilstand mere
og mere udvandrer mod S., samt i Thrakien og Makedonien har de indtaget større
Strækninger; fra Serbien er de helt fordrevne, i Rumænien findes der kun faa. Os-
mannerne roses for deres Gæstfrihed, Godgørenhed, Ædruelighed og deres rolige,
værdige Holdning samt Ordknaphed, hvilke sidste Egenskaber dog ofte har deres
Grund i Uvidenhed og Fatalisme; undertiden kan denne blinde Fatalisme slaa over
i vild fanatisk Raseri mod anderledes Iroende.