110
Balkanhalvøen.
Blandt andre mindre Bestanddele nævnes Armeniere (c. 200,000), der findes i
de større Steder, navnlig Konstantinopel, Jøder (polske og spanske), c. V2 Mill, med
Rumænien, særlig i Konstantinopel og Saloniki, og Zigeunere, maaske 400.000,
hvoraf de 300,000 i Rumænien. I de senere Aar er der indvandret politiske Flygt-
ninge, saaledes Polakker til Tempedalen. Ogsaa Tyrkerstammer (Nogai-Tatarer) fra
Rusland har søgt til Balkanhalvøen og bosat sig navnlig i Dobrudsja. Endelig er
I p. 365 nævnt Indvandringen af Kaukasusfolkene til de tyrkiske Lande, siden 1864
skal c. 200,000 være indvandrede, for Evropas Vedkommende bosatte de sig i Balkan-
egnene; nu er de imidlertid for en stor Del vendte tilbage til Kaukasus.
Hele Halvøens Befolkning kan nied et rundt Tal angives til 18 Mill, (naar Ru-
mænien ikke medregnes), o: c. 36 paa 1 km2.
Balkanhalvøen har egentlig aldrig dannet en Enhed som Stat, om ogsaa den
to Gange har været samlet under eet Herredømme. Under Kejsertiden var den i sin
Helhed en Del af Romerriget, men ved Folkevandringen rev de nordvestlige Dele
sig løs, og i det Indre oprettedes efterhaanden egne slaviske Riger, saa at Østrom
mest var indskrænket til Landene om det ægæiske Hav. Senere lykkedes det Os-
mannerne at samle omtrent hele Halvøen under sig, ja de udbredte endog deres
Magt langt ud over dens Grænser, men fra Aar 1700 begyndte det tyrkiske Riges
Tilbagegang; det ene Stykke løsreves efter det andet, den ene Stat dannede sig eftei’
den anden, særlig medførte Berlinerfreden 1878 saa store Omvæltninger, al Balkan-
halvøen som politisk Begreb helt maatte opgives, uden at dog det „orientalske Spørgs-
maal“ blev løst. Endelig har den sidste Krig 1912—13, som de forenede Balkan-
stater — Bulgarien, Serbien, Grækenland og Montenegro — førte mod Tyrkiet, saa
at sige helt gjort det af med det tyrkiske Herredømme i Evropa, dog saaledes at det
endnu har faaet Lov at beholde det sydøstlige Hjørne omkring Konstantinopel; men
om Tyrkiet skal beholde det, er vel kun et Tidsspørgsmaal. Paa den anden Side
fremkaldte Skinsygen mellem Balkanstaterne og det Overmod, hvormed Bulga-
rien, der havde været den ledende i Kampen mod Tyrkiet, optraadte, en ny Krig
mellem dem indbyrdes, som betydeligt svækkede deres Stilling over for den fælles
Fjende og Stormagterne. For øvrigt er Forholdene langt fra ordnede endnu, og
navnlig er de lilleasiatiske Øers Skæbne og det nyoprettede Fyrstendømme Albaniens
Sydgrænse endnu ikke afgjort.
§ 4. Kongeriget Grækenland.
I. Historiske og politiske Forhold.
Hele Grækenland, undtagen de ioniske Øer, stod under Osmannerne; men Fol-
kets Erindring om dets Afstamning og dets Vedhængen ved Kristendommen holdt
Frihedstrangen vedlige; dertil kom Impulserne fra det øvrige Evropa, som Landet
ved sin Handel stadig kom i Berøring med. De politiske Selskaber, Hetærierne,
organiserede i det 18. Aarhundrede Bevægelsen, til hvilken desuden Rusland pu-
stede; men først Frihedskrigen 1821-—29 bragte det ønskede Resultat. Ved Stor-
magternes Indblanding maatte Tyrkiet anerkende Grækenlands Frihed; ved Fast-
sættelsen af den nye Stats Grænser (c. 49,000 km2) S. for Arta- og Volobugten ude-
lukkedes dog flere Territorier med græsk Befolkning, som Thessalien, de ioniske
Øer og Kreta, og Landet var for ødelagt og forsømt fra tidligere Tid, til at det ret
kunde udvikle sig; desuden hæmmedes Udviklingen ved de politiske Stridigheder.