Historiske Forhold. Kongeriget Grækenland.
111
Otto al Bayern blev 1832 Konge af Grækenland, men Landet kunde ikke komme
til Ro under de idelige Partikampe, den usle Finanstilstand og de lovløse Forhold;
ved en Opstand 1843 blev Kong Otto tvungen til at afskedige alle Udlændinge —
den var navnlig rettet mod Tyskerne — og give en Konstitution efter fransk-belgisk
Mønster, og ved en ny Opstand 1862 blev han afsat. Under hans Efterfølger den
danske Prins Vilhelm, der 1863 valgtes til „Hellenernes Konge“ under Navn af
Georgios I, fik Riget en værdifuld Udvidelse i de frugtbare ioniske Øer, som Eng-
land afstod 1864, og efter store Anstrængelser lykkedes det Grækenland 1881 at
faa afstaaet af Tyrkiet den største Del af Thessalien og V. for Pindos det sydlige
af Epirus til Artafloden. Vel blev den ulykkelige Krig, som Grækenland 1897 paa-
førte Tyrkiet for at faa Kreta, en Skuffelse (ved Stormagternes Hjælp slap Græken-
land dog med at afstaa c. 440 km2 ved Thessaliens Sydgrænse), men ved Krigen
1912—13 vandt det ikke alene Kreta, men ogsaa store Dele
af de tyrkiske Vilayeter, Saloniki, Monastir og Janina (det
meste af Makedonien og noget af Albanien), saa at dets
Areal næsten er blevet fordoblet. Staten er saaledes stadig
gaaet frem i ydre Vilkaar, men Folkets bedste Ki’æfter gaar
stadig til Spilde i de oprivende politiske Stridigheder, om
end en Del af Skylden for den langsomme Udvikling skyl-
des som ovenfor nævnt de fysiske Forhold. Thi Grækenland
er langt fra, hvad der var i Oldtiden; de mange Aarhundre-
ders Forsømmelse af Jordbundens Kultur og den skaan-
selsløse Udryddelse af Skovene bærer Hovedskylden. Flo-
derne iler snart ned ad de skovløse Bjærgskraaninger som
vilde Bjærgstrømme, snart er de saa fattige paa Vand, at
deres Løb kun betegnes ved Oleanderbuskene; Varmen og
Tørken er betydelig forøget ved Skovløsheden, Regnen træn-
ger ned gennem den tørre Jordbund uden at gøre Gavn;
mange Steder, hvor der før var gode Græsgange, er der nu
Kretenser i Festdragt.
tørre og stenede Flader.
Kongeriget Grækenland, der før Krigen var 64,700 km2,
er nu c. 116,000 km2 (hvilke af de lilleasiatiske Øer Grækenland skal have, er endnu
ikke ordnet) med i alt c. 4,256,000 Indb. (1907), c. 37 paa 1 km2. Landets relative Be-
folkning er saaledes ikke stor, men den er i stærk Stigen; 1821 var den ved Krigens
Udbrud, uden de ioniske Øer, c. 875,000; 1832 c. 613,000; 1839 c. 824,000; 1879, med
de ioniske Øer, c. 1,680,000; 1889, med Thessalien, c. 2,190,000; 1907 2,632,000; det er
især Bybefolkningen, som tager stærkt til. Tættest befolket er de ioniske Øer (c. 105 paa
1 km2); paa Fastlandet er det kun nogle af Kyststrøgene og navnlig Messenien (76),
hvor Tætheden overstiger Gennemsnitstallet, tyndest befolket er den vestlige Halv-
del af Hellas (Bøotien 21, Phithiotis 24). Grækenland har ikke som de andre Dele
af Balkanhalvøen stærke Modsætninger mellem Nationaliteterne at kæmpe
med, de allerfleste er Grækere; selv af de c. 100.000 Albanesere taler de fleste Græsk;
1870 var der endnu 37,600 Albanesere, som benyttede sig af deres eget Sprog. Des-
uden findes der nogle Armeniere, Pindos-Valakker (Zinzarer), Bulgarere og andre
Slaver, Tyrker og c. 6000 Jøder.
Heller ikke de religiøse Forhold volder Vanskeligheder, de allerfleste er
Græsk-katolske, som fra 1833 faktisk har sagt sig løs fra Patriarken i Kon-
stantinopel og staar under Rigets permanente Synode (8 Ærkebiskopper); for øv-
rigt er der Religionsfrihed. Der regnedes 1889 c. 14,700 andre Kristne, hvoraf de
fleste er Romersk-Katolikker (2 Ærkebiskopper), især paa de ioniske Øer, Prote-