Albanien. Montenegro.
123
san, c. 15,000 Indb.; ved Kysten Hovedstaden Durazzo (Dratsj), c. 5000 Indb., det
gamle Dyrrhachium, Oldtidens Overfartssted til Brundisium, med livlig Handel og
Industri, især i Læder; den er Bispesæde; sydligere Havnen Avlona (ital. Valona),
med Tobaks-, Vin- og Risavl i Omegnen, og ved Sydgrænsen Argyrokastron (Ergeri
Kastro), kendt for sin Snustobak; mod NØ. inde i Landet Berat (Arnaut Beligrad),
Ærkebispesæde, og Koritza.
§ 6. Montenegro.
Montenegro, o: de sorte Bjærge (serbisk Tsjernagora — egentlig det øde, vilde
Land —, tyrk. Kara-dagh), et Navn, der stammer fra Venetianerne, ligger inde-
Fra Montenegro (paa Vej til Skutari).
sluttet af Albanien mod S., Serbien mod 0. og NØ., Østerrig-Ungarn (Herzegovina
og Dalmatien) mod V., kun mod SV. berørende Adriaterhavet paa en Strækning af
45 km. I Middelalderen hørte Landet til det serbiske Rige, men fra den Tid (1389)
dette kom i Afhængighed af Tyrkerne, har de tapre og frihedselskende, men røver-
ske slaviske Montenegrinere egentlig bevaret deres Uafhængighed, skønt Tyrkerne
stadig har regnet Landet til deres Besiddelser. Indtil 1516 var det et Fyrstendømme,
derefter blevSdet en teokratisk Stat, styret af en Fyrstebiskop, V1 a d i k a, en
Værdighed, der i Slutningen af det 17. Aarhundrede blev arvelig i Familien Petro-
vitsj. Fra 1652 blev det atter et verdsligt Fyrstendømme, idet Fyrsten gav Afkald
paa den gejstlige Magt, som overdroges til en Metropolit, hvis Valg skulde bekræf-
tes af Rusland, hos hvem Landet især havde fundet Understøttelse i sine idelige
Stridigheder med Tyrkiet. Fra 1862 kan det dog betragtes som væsentlig helt frit.
Ved Berlinerfreden 1878 opnaaede det at faa sit Areal mere end fordoblet (c. 5100
km2), dels mod N., dels mod SV. (den ovennævnte Kyststrækning), ligesom det