146
Frankrig.
lodrette Vægge, de saakaldte Falaises; Havet undergraver Kalken, sønderdeler den
og udfylder de faa Havne dermed, nogle Steder dannes dog ogsaa derved frugtbare
Marskegne; ved storartede Anlæg søger man at beskytte Kysten. Fra Sommes Mun-
ding drejer Kysten mod N. til det stejle Kap Gris Nez (57 m) og slaar derpaa ind
mod ØNØ.; paa denne Strækning begynder Klitbræmmen, som findes langs Nord-
søens Kyster helt op til Skagen; Sandet ødelægger Havnene — Boulogne og Calais
er de bedste —, flyver ind over Landet og dækker store Strækninger. — Kysten ved
Kanalen er 1120 km, den lige Linje noget over 600.
Landet fra Nordsøen mod SØ. til det nordligste af Vogeserne fattes naturlige
Grænser. De eneste Holdepunkter danner her Højdedraget Artois Bjærge, dei gaar
fra Kysten mod SØ. omtrent til Escauts Kilder, og Lothringens Plateau, der vel
efter sin geologiske Sammensætning mere hører til Mellemevropa, men paa den
anden Side er det ved de rhinske Skiferbjærge, som Ardennerne og Hunsrück, og
ved Vogeserne mere skilt fra Mellemevropa end fra Frankrig, hvor det begrænses
af de langt lavere Argonner. Den politiske Grænse gaar omtrent midt over dette
Plateau. Østgrænsen har en mere naturlig Støtte. Til Lac Lemans Sydvestspids dan-
nes den af Vogeserne (les Vosges) og Jurabjærg ene, sydligere af Vestalperne. —
Landegrænsen mod NØ. og 0. er c. 1600 km, hvoraf 460 mod Belgien, 14 mod
Luxembourg, 320 mod Tyskland, 396 mod Schweiz og 410 mod Italien; den lige
Linje mod NØ. er 440, mod 0. 525 km.
Frankrigs Grænser er i det hele c. 5170 km, hvoraf 3120 gaar paa Kysterne,
2050 paa Landegrænsen.
Kysterne er særdeles fattige paa Øer, de er tilsammen næppe 900 km-, og deraf
er de normanniske Øer engelske. Korsika hører i geografisk Henseende ikke til
Frankrig (se p. 63).
§ 2. Naturforhold.
Den forholdsvise Symmetri, som hersker i Landets horisontale Udstrækning,
findes ikke i den vertikale Bygning. Thi ligesom Frankrig støtter sig mod S. og SØ.
til de mægtige Foldesystemer Pyrenæerne og Alperne, ligger ogsaa Landets Bjærge
i den sydøstlige Del, medens den øvrige Del gennemgaaende er Lavland, saaledes
at Frankrigs Jordbund i Almindelighed sænker sig fra SØ. til NV.; hinsides Linjen
Bayonne-Luxembourg rager kun faa Punkter over 400 m i Vejret. Dog loiegaai
denne Sænkning ikke jævnt og uafbrudt fra SØ., idet Frankrigs, i Modsætning til
Alperne og Pyrenæerne, ufoldede Bjærgland, der kan opfattes som den vestligsle
Afdeling af det store mellemevropæiske Bjærgsystem, eller det centrale Pla-
teau, som de Franske selv kalder det, adskilles fra Pyrenæerne, Alperne og Juia-
bjærgene ved en sammenhængende Række af Lavlande, der gaar langs Pyrenæer-
nes Nordaffald og Lionbugten og fortsættes mod N. langs Alpernes og Jurabjærge-
nes Vestaffald. Man deler saaledes Frankrigs Lavlande, der væsentlig er dækkede
af yngre og yngste Lag, i et mindre, sydøstligt, der gennemstrømmes af
eet Flodsystem, Rhönes, og et større, vestligt gennemstrømmet af tre større
Flodsystemer, Garonnes, Loires og Seines, alle næsten helt adskilte ved det cen-
trale Plateau og dets Udløbere, beslaaende af ældre krystallinske Lag. Kun i Frank-
rigs vestligst fremspringende Punkt, Bretagne, findes et andet mindre, helt isoleret
Plateau, ligeledes bestaaende af ældre Lag. Frankrigs Middelhøjde angives til c.
400 m. Frankrig hører i geologisk Henseende til det „gamle Evropa , og baade det
centrale Plateau og Bretagne er utvivlsomt Rester af tidligere Perioders mægtige