Naturforhold. 147
Bjærgsystemer (se p. 9), medens Garonne- og Seinebæknet, som berørt, er over-
dækkede af yngre Lag.
a. Det centrale Plateau (med et rundt Tal c. 80,000 km2), der falder brat af til
Rhone, men sænker sig jævnt mod V., har oprindelig været een sammenhængende
Højslette, c. 800—1000 m høj i Gennemsnit, men Floderne har efterhaanden dan-
net dybe og brede Dale, saa at det nu til Dels bestaar af enkelte Bjærgdrag. Des-
uden er Granitmasserne mange Steder gennembrudte af vulkanske Lag; gamle
Lavastrømme, der strækker sig langt ned i Dalene, høje isolerede Vulkankegler,
Domes, og hede Kilder vidner endnu om den tidligere vulkanske Virksomhed.
Den første Del af Systemet betegnes ofte med Fællesnavnet Cevennerne (Old-
tidens Cebenna eller Gehenna), et Navn, som i øvrigt ikke er slaaet fast for en
bestemt Strækning, nogle lader det kun gælde til øvre Tarn, andre udstrækker
det til Indsænkningen, hvori Canal du Centre er gravet; her regnes det til Ind-
sænkningen omkring St. Etienne. Man kan da sammenligne Systemet med en
Gaffel, hvori selve Cevennerne er Skaftet og dets nordlige Forgreninger, nemlig
Lyonnaisbjcergene og Fortsættelsen, Forezbjærgene og Auvergne er de tre Grene. —
Selve Cevennerne begynder med det 1210 m høje Montagne Noire lige N. for Ind-
sænkningen, hvori Canal du Midi er gravet, og endei' med Montagnes du Vivarais;
den sidste Top er Mont Pilat, 1434 m, der rager op over Sydranden af det lille
kulrige Plateau (Jarret) om St. Etienne (530 m). Skønt Cevennerne ikke er en
egentlig sluttet Bjærgkæde med en gennemgaaende, Kam, har de dog faa Tværdale
og er derfor vanskelig tilgængelige. Af de enkelte Grupper nævnes fra S. til N.
Monts de l’Espinouse, Monts Garrigues, Montagne de la Lozere med Pic de Finiels,
1702 m — mellem de to sidste ligger de mærkelige, næsten helt isolerede Sten-
plateauer, de saakaldte „Causses“ (af det latinske „calx“), indtil 1278 m — og
Gevaudans Plateau med Gerbier de Jonc, 1551 m, og Mont Mézene, 1754 m, slut-
tende sig til de ovennævnte Vivaraisbjærge.
N. for Indsænkningen om St. Etienne fortsættes mellem Rhone og Loire Sy-
stemet i Montagnes du Lyonnais (Mt. Tarare, 1004 m), Beaujolais (1012 m) og
Montagnes du Charolais (603 m) med de østligere liggende Montagnes du Måcon-
nais; de er en Del lavere og langt mere tilgængelige end Cevennerne paa Grund af
Tværdale; flere Jærnbaner fører over dem. Medens Monts du Velay mod S., med
mange Vulkankegler (indtil 1423 m) og Kratersøer („Maarer“), slutter sig til Ge-
vaudans Plateau, opfyldes det egentlige Plateau mellem Loire og Allier af de skov-
bedækkede Forezbjærge med Pierre-sur-Haute, 1640 m, hvilke mod N. fortsættes i
de lavere Bois Noirs (Puy de Montoncel, 1292 m) og Montagnes de la Madeleine.
Forez’ Bjærgland, hvori Hovedkæden er skovbevokset, mens Sidegrenene mod V.
er nøgne, er gennembrudt af vulkanske Lag; mod V. i Allierdalen, den saakaldte
Limagne, findes talrige isolerede Vulkankegler, navnlig om Clermont, og hede Kil-
der. V. for Allierdalen ligger Auvergnes Højland, 40 km bredt, 1200 m højt i Gen-
nemsnit; paa Højsletten rager talrige isolerede Vulkankegler i Vejret. Af disse mær-
kes flere Hovedgrupper. Mod N. ligger Puy de Dorne (med et meteorologisk Obser-
vatorium), 1465 m, ragende op midt mellem en Snes andre Kegler; sydligere ligger
en anden Gruppe, Mont Dore, hvori Puy de Sancy, 1886 m, er det indre Frankrigs
højeste Punkt. Endelig ligger mod S. en tredje Gruppe Cantal, hvis højeste Top,
Plomb du Cantal, er 1858 m. Auvergnes Plateau, der er skovfattigt og næsten helt
dækket med Hedeurter, hvorfor det egentlig kun egner sig til Kvægavl, gaar mod S.
over i Montagnes d’Aubrac, 1471 m, og de østligere beliggende skovrige Montagnes
de la Margeride med Roe de Fenétre, 1484 m, og Mt. de Randon, 1554 m., V. og N.
10*