Historiske og politiske Forhold.
155
tidligere Perioder findes der et rigi og mangeartet Dyreliv uden noget egentlig
ejendommeligt Præg. Kulturen har fortrængt alle de større vilde Dyreformer; Land-
bjørnen træffes dog endnu i Alperne og Pyrenæerne, Ulven er endnu ret hyppig,
Vildkatten findes i Skovene, desuden er der Ræve, Murmeldyr, Raadyr o. a. Kun mod
S. er der noget større Afveksling ved Blandingen med sydligere Former; her ind-
tager navnlig Krybdyrene og Padderne en større Plads.
§ 3. Republikken Frankrig.
I. Historiske og politiske Forhold.
Det gamle Gallien var i Oldtiden hovedsagelig beboet af Kelterne (af den kym-
riske Gren), ogsaa kaldede Galler eller Galater; kun mod SV. hinsides Garonne
boede Aquitanerne, en Gren af Ibererne; Baskerne ved Pyrenæerne er Resterne af
dem. De rene Kelter, boende mellem Garonne og Seine, var delte i mange Stam-
mer, hvoraf Arvernerne i Auvergne og Æduerne mellem Saöne og Loire var de
mægtigste. N. for Seine boede Belgerne, der var stærkt blandede med germanske
Elementer. Da Gallien kom ind under Romerne ved Cæsars Erobring 58—51 f. Kr.,
havde Kelterne allerede en vis Kultur med egen Skrift og Møntvæsen, særlig stod
de i Ry som Smede; Druiderne, deres Præsteskab, havde den største Indflydelse i
Samfundet. Med Kelternes politiske Selvstændighed gik ogsaa deres Sprog til
Grunde, i det 2. Aarhundrede eft. Kr. taltes Latin næsten over hele Landet. Kun i
Bretagne har det keltiske Sprog holdt sig, men Bretonerne er ikke Efterkommere
af Galliens gamle Befolkning, men af Kelter, der indvandrede fra Britannien, navn-
lig i det 5. Aarhundrede, og deres Sprog („brezonnek“) fortrænges mere og mere
al det franske, saa at det nu kun tales hinsides en Linje mellem Vilainemundingen
og Bretagnes nordligste Punkt, fortrinsvis i den vestlige Del (Basse Bretagne). Senere
fulgte andre Indvandrere under Folkevandringen, saaledes Vestgoterne mod S.,
Burgunderne mod SØ. og Frankerne mod N., og endskønt de sidste har givet Landet
dets Navn, har dog disse germanske Elementer ikke haft nogen egentlig Indfly-
delse hverken paa Sproget eller Folkekarakteren, det var det romerske og keltiske,
der blev det bestemmende. Normann em es Indvandring i Normandiet var ogsaa
uden Betydning, efter kort Tids Forløb antog de fransk Sprog og Sæd.
I det 9. Aarhundrede havde det romanske Sprog, der fremgik af Latinen,
spaltet sig i to Hoveddialekter, den sydfranske eller Langue d’oc (provencalsk) og
den nordfranske eller Langue d’oui (Langue d’oil); Grænselinjen gik omtrent fra
Garonnes Munding over Nordranden af det centrale Plateau til Rhone noget neden
for Lyon og derfra over til Lac Leman. Begge bestod som selvstændige Skriftsprog
ved Siden af hinanden, navnlig havde det sydfranske Sprog, der mod 0. bredte
sig ind i Piemont, mod S. ned i den pyrenæiske Halvø (se p. 27), en rig Littera-
tur i Troubadourernes Sange. Men ved Nordfrankrigs politiske Overvægt sejrede
Langue d’oui, ved Aar 1500 var det Nationalsproget; den centralfranske Dialekt
(i Orléans og Tours) blev Grundlag for det nuværende Skriftsprog, som navnlig
siden Louis XIV’s Tid, da det uddannedes af de store franske Digtere, ikke har
undergaaet nogen synderlig Forandring. Det er fra den Tid blevet Verdenssprog,
de Dannedes og Diplomaternes Sprog, som Latinen før var det. I øvrigt er der en
Mængde Dialekter (Patois), næsten hvert Landskab har sin; den provencalske og
Langue d’oc Dialekterne er de mest udbredte af det gamle sydfranske Sprog.
I den franske Nationalkarakter er der meget, der minder om de gamle Kelter.