Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Historiske og politiske Forhold. 155 tidligere Perioder findes der et rigi og mangeartet Dyreliv uden noget egentlig ejendommeligt Præg. Kulturen har fortrængt alle de større vilde Dyreformer; Land- bjørnen træffes dog endnu i Alperne og Pyrenæerne, Ulven er endnu ret hyppig, Vildkatten findes i Skovene, desuden er der Ræve, Murmeldyr, Raadyr o. a. Kun mod S. er der noget større Afveksling ved Blandingen med sydligere Former; her ind- tager navnlig Krybdyrene og Padderne en større Plads. § 3. Republikken Frankrig. I. Historiske og politiske Forhold. Det gamle Gallien var i Oldtiden hovedsagelig beboet af Kelterne (af den kym- riske Gren), ogsaa kaldede Galler eller Galater; kun mod SV. hinsides Garonne boede Aquitanerne, en Gren af Ibererne; Baskerne ved Pyrenæerne er Resterne af dem. De rene Kelter, boende mellem Garonne og Seine, var delte i mange Stam- mer, hvoraf Arvernerne i Auvergne og Æduerne mellem Saöne og Loire var de mægtigste. N. for Seine boede Belgerne, der var stærkt blandede med germanske Elementer. Da Gallien kom ind under Romerne ved Cæsars Erobring 58—51 f. Kr., havde Kelterne allerede en vis Kultur med egen Skrift og Møntvæsen, særlig stod de i Ry som Smede; Druiderne, deres Præsteskab, havde den største Indflydelse i Samfundet. Med Kelternes politiske Selvstændighed gik ogsaa deres Sprog til Grunde, i det 2. Aarhundrede eft. Kr. taltes Latin næsten over hele Landet. Kun i Bretagne har det keltiske Sprog holdt sig, men Bretonerne er ikke Efterkommere af Galliens gamle Befolkning, men af Kelter, der indvandrede fra Britannien, navn- lig i det 5. Aarhundrede, og deres Sprog („brezonnek“) fortrænges mere og mere al det franske, saa at det nu kun tales hinsides en Linje mellem Vilainemundingen og Bretagnes nordligste Punkt, fortrinsvis i den vestlige Del (Basse Bretagne). Senere fulgte andre Indvandrere under Folkevandringen, saaledes Vestgoterne mod S., Burgunderne mod SØ. og Frankerne mod N., og endskønt de sidste har givet Landet dets Navn, har dog disse germanske Elementer ikke haft nogen egentlig Indfly- delse hverken paa Sproget eller Folkekarakteren, det var det romerske og keltiske, der blev det bestemmende. Normann em es Indvandring i Normandiet var ogsaa uden Betydning, efter kort Tids Forløb antog de fransk Sprog og Sæd. I det 9. Aarhundrede havde det romanske Sprog, der fremgik af Latinen, spaltet sig i to Hoveddialekter, den sydfranske eller Langue d’oc (provencalsk) og den nordfranske eller Langue d’oui (Langue d’oil); Grænselinjen gik omtrent fra Garonnes Munding over Nordranden af det centrale Plateau til Rhone noget neden for Lyon og derfra over til Lac Leman. Begge bestod som selvstændige Skriftsprog ved Siden af hinanden, navnlig havde det sydfranske Sprog, der mod 0. bredte sig ind i Piemont, mod S. ned i den pyrenæiske Halvø (se p. 27), en rig Littera- tur i Troubadourernes Sange. Men ved Nordfrankrigs politiske Overvægt sejrede Langue d’oui, ved Aar 1500 var det Nationalsproget; den centralfranske Dialekt (i Orléans og Tours) blev Grundlag for det nuværende Skriftsprog, som navnlig siden Louis XIV’s Tid, da det uddannedes af de store franske Digtere, ikke har undergaaet nogen synderlig Forandring. Det er fra den Tid blevet Verdenssprog, de Dannedes og Diplomaternes Sprog, som Latinen før var det. I øvrigt er der en Mængde Dialekter (Patois), næsten hvert Landskab har sin; den provencalske og Langue d’oc Dialekterne er de mest udbredte af det gamle sydfranske Sprog. I den franske Nationalkarakter er der meget, der minder om de gamle Kelter.