198
De britiske Øer.
(150 km), Fazeley-Coventry-Oxford Kanalerne, der forbinder Great-Trunk med
Thames, Grand-Junction Kanalen (145 km), der atter gaar fra Oxfordkanalen til
Thames ved London, Leeds-Liverpool Kanalen (210 km, se p. 196) og den 1894
aabnede Manchester Skibskanal (c. 57,5 km), der forbinder Manchester med Liver-
pool og staar i direkte Forbindelse med alle Landets store Kanaler (den har kostet
c. 15 Mill. Pd. SI.).
b. Skønt man ogsaa i Skotland kan skelne mellem Lavlande og Højlande,
frembyder dog Inddelingen i Syd-, Mellem- og Nordskotland, skilte ved de to oven-
for nævnte Indskæringer mellem Bugterne Clyde og Forth og mellem Lorn og
Moray, et langt bedre Grundlag. Kun i Sydskotland findes Lavland af nogen be-
tydeligere Udstrækning, det øvrige er næsten helt opfyldt af Bjærge.
1. Ved Indsænkningen, der gaar fra Solwaybugten gennem Edendalen og
Tynes Dal til den sidste Flods Munding, og i hvilken der endnu findes betydelige
Rester af den saakaldte Pictervold eller vallum Hadriani, skilles Sydskotland fra
England. Mod N. begrænses Sydskotland af Indsænkningen (57 m) mellem Bug-
terne Clyde og Forth, hvor i Oldtiden Romerrigets nordlige Grænse var betegnet
ved vallum Antonini, og hvor nu Glasgowkanalen (Forth-Clyde Kanalen) gaar. Kun
ved den lave Bjærgryg, der skiller Edens og Tynes Floddale, staar de engelske
Bjærge i Forbindelse med Sydskotlands Bjærge („the southern Uplands“), Cheviot-
bjærgene og deres mange Forgreninger, der optræder snart som enkelte Bjærg-
kæder, snart som Bjærgknuder, snart som ensformige Plateauer, bestaaende af
siluriske Lag, navnlig Skifer, og rige paa Stenkul, Jærn og Bly. Selve Cheviot
Hills med det højeste Punkt Cheviot Peak, 816 m, danner paa et Stykke Grænsen
mellem England og Skotland. Mod V. samler Bjærgene sig i Knuden Hart Fell,
805 m, og den nordligere beliggende Broad Law, 835 m, fra hvilken der udgaar
et Højdedrag mod NØ. helt ud til Østkysten under Navn af Moorfoot- og Lam-
mermuir Hills, med Højdepunkter paa c. 700 og 535 m, kun efterladende et smalt
Rum til en Vej langs Kysten, hvor nu Jærnbanen gaar forbi Dunbar. Mellem disse
Højdedrag mod N. og Cheviot Hills mod S. ligger Bæknet omkring Tweed, et bølge-
formet, frugtbart Sletteland. Tweed, c. 165 km lang, udspringer paa Nordaffaldet
af Hart Fell og løber efter at have gennembrudt det nordligere Højdedrag i øst-
lig Hovedretning; paa sin sidste Strækning danner den Grænsen mellem England
og Skotland. V. for Hart Fell gaar Hovedvejen fra England ind til Clydedalen,
og vestligere hæver sig Lowther Hills, atter skilt ved Niths Dal fra de vestligste
af Sydskotlands Bjærge [Merrick Mount, 843 m, det højeste Punkt i Sydskotland).
Ved Niths Dal er der en let Forbindelse med den sydlige, Dumfriessletten, og den
vestlige Kystslette. Fra N. griber Clydes Dal dybest ind i Bjærgene; Floden, der
er henved 160 km, udspringer V. for Hart Fell og bryder mod N. gennem Bjær-
gene med en Mængde Katarakter, som f. Eks. ved Lanarkhøjderne [Tinta Hills,
c. 725 m). Lavlandene omkring nedre Clyde og Forlhbugten er de egentlige Low-
lands (Lothian, „the midland valley“), der hører til de frugtbareste og bedst kulti-
verede Egne i Riget. S. for Forlhbugten ligger atter et Højdedrag, Pentland Hills
(c. 570 m), der staar i løst Sammenhæng med det øvrige Bjærgland.
2. Mellemskotland gaar mod N. til Indsænkningen mellem Loch Linnhe og
Moraybugten, den saakaldte Gienmore, hvis højeste Punkt kun er 24 m over Havet,
og som er opfyldt af en Række ved Floder forbundne Søer, nemlig Lochyfloden,
Søerne Loch1} Lochy, Oich, Ness (42 km lang, indlil 260 m dyb) og Nessfloden;
i) Loch betyder Sø eller Havbugt, Tarn mindre Sø højt oppe i Bjærgene, Ben Bjærgtop, Glen Dal,
Inver Munding, Kil Skov, Dun By eller Borg.