Naturforhold.
199
det var derfor let at anlægge den caledonske Kanal i Indsænkningen, der fortsættes
ud i Havet som en dyb Fure. Mellemskotland er næsten helt Bjærgland, kun mod
0. og S. ligger der en 40—80 km bred Slette. Hovedmassen dannes af de paa
Mineralier rige Grampiansbjærge (Navnet skal komme af et Bjærg Graupius, der
omtales af de gamle latinske Forfattere), der bestaar af flere fra SV. til NØ. gaa-
ende Parallelkæder, skilte ved dybe, til Dels med langstrakte Søer opfyldte Længde-
dale. Bjærgenes Kamhøjde er i Gennemsnit c. 750 m, men de gør et langt mæg-
tigere Indtryk ved deres vilde Former og dybe Kløfter, navnlig i de vestlige Dele;
Ben Nevis’ Top.
Affaldene i Dalene og ved Søerne er bevoksede med Birk og Fyr, de højere lig-
gende Strækninger er for det meste Moser og Heder, bevoksede med lidt Krat,
Græs eller beklædte med Mos. Grampiansbjærgene kan deles i de sydlige, mid-
terste og nordlige. I de sydlige Grampians ligger bl. a. Ben Cruachan, 1036 m,
og Ben More, 1158 m, og de smukke Søer Loch Lomond („Dronningen blandt de
skotske Søer“), 40 km lang, 150 km2, Loch Aive og Loch Katerine (kendt fra Wal-
ter Scotts „the lady of the lake“). I de midterste Grampians ligger nær ved
Loch Linnhe Ben Nevis, 1442 m, de britiske Øers højeste Punkt; østligere hæver
sig Ben Alder, 1145 m, V. for Loch Ericht og endnu østligere Glash Meal, 1067 m.
De nordlige Grampians udgaar som en Forgrening af de midterste under Navn
af Cairngorm Bange, med Højdepunkterne Ben Macdui (Ben Muich Dhui), 1309 m,
og Cairngorm, 1248 m. Imellem de midterste og nordlige Grampians ligger Dees
Floddal. Floden udmunder paa Østkysten ved Aberdeen (o: Dees Munding). De
midterste Grampians danner Vandskellet mellem Floderne Spey (144 km), der løber
mod NØ., og den vandrige Tag (150 km), der løber mod SØ. gennem Mellemskot-
lands Lavlande Strathmore. Ogsaa i disse Lavlande gaar der et Højdedrag paral-