202
De britiske Øer.
d. De britiske Øer har et udpræget Øklima, intetsteds er vel det virkelige
Klima, naar undtages Færøerne og Norges Vestkyst, mere i Uoverensstemmelse med
det, man kunde vente efter Afstanden fra Ækvator. Middeltemperaturen i det syd-
lige Irland under c. 52° n. Br. (c. 11,5° C.) er omtrent den samme som under 38°
n. Br. i det østlige Nordamerika. Særlig paa Vestkysterne af Storbritannien og
Irland er Forskellen paa Vinter- og Sommertemperaturen ringe, og Vintertempera-
turen veksler kun lidt her paa hele Strækningen fra N. til S., det vil sige Vinteriso-
termerne forløber i det hele fra N. til S., medens Sommerisotermerne har en mere
vest-østlig Retning; i de østligere Egne, der vender mod Evropa, er Vinteren deri-
mod strengere, ved Themsen er Januar koldere end paa Hebriderne, og London
og Shetlandsøerne har omtrent samme Januartemperatur, 3,5 °, dog kan Termo-
metret undertiden, særlig i Decbr., synke til anselige Kuldegrader (man har endog
et Aar iagttaget under 30 i Berwickshire). Som Eksempler nævnes: Valentia i det
sydvestlige Irland har en Middeltemperatur af c. 10,2 °, medens Januars er 6,i 0 og
Julis 15,6°; for London, som ligger paa samme Breddegrad, er Middeltemperaturen
c. 10,3°, Januars 3,5° og Julis 17,7 °; for Dublin er Tallene henholdsvis 10,2, 5,5 og
15,6 °, for Edinburgh 8,4, 2,9 og 14,6 °, for Stornoway paa Øen Lewis blandt Hebri-
derne 7,8, 3,9 og 12,8°. Fugtigheden er meget betydelig, navnlig paa Vestkysterne,
hvor de fremherskende Vest- og Sydvestvinde, efter at være standsede af Bjærgene,
afgiver det meste af deres Regnmængde; Vestaffaldet af Bjærgene har i Alminde-
lighed en Regnmængde af 300 til 400 cm aarlig, ja i Skyehead Passet i Cumber-
land er den endog c. 480 cm (c. 8 Gange saa stor som i Kjøbenhavn); i de østlige
Egne er den langt mindre, dog sjældent under 55 cm; som Eksempler nævnes, at
Valentia har c. 146 cm aarlig, Dublin 67, Edinburgh 61, London 58 og Stornoway
120 cm. Hyppigt kommer Fugtigheden ned som Taage, hvad der har givet Stor-
britannien Navnet „Taageøen“; særlig finder det Sted om Efteraaret og Vinteren;
naar da den tætte Taage indsuger Stenkulsrøgen og antager en graagul Farve, er
den højst ubehagelig og hindrende for Samfærdslen (i London gaar den under
Navn af „pea-soup-fogg“, o: Ærtesuppetaage). Et udpræget Træk ved Klimaet er
de hyppige og heftige Storme, der medfører mange Skibsulykker mellem Aar
og Dag.
Planteverdenen har aldeles overvejende den mellem- og vestevropæiske
Karakter, nærmest som den er i Kystegnene, og har kun ringe Ejendommelighed,
hvad der forklares ved, at Øriget langt op i Tiden har staaet i Forbindelse med
Fastlandet. I den historiske Tid har dog Floraen undergaaet en betydelig Foran-
dring, idet de store Skove, som fandtes i Oldtiden og langt ned i Middelalderen,
og om hvis Tilstedeværelse Navnet „Forest“ paa saa mange Steder minder, nu er
fortrængte af den fremtrængende Kultur, og Landet har nu kun c. 4 % Skov, saa
at det hører til de skovfattigste Lande, om ogsaa det i det hele er rigt paa enkelt-
voksende Træer ved Veje og paa Marker og i parklignende Anlæg. Ved Siden af
de karakteristiske Planter Kristtorn og Taks er Egen et vigtigt Skovtræ i Sydeng-
land (Kent og the Downs) ligesom i Irland, i Skotland er det særligt Fyrren. Græs-
væksten begunstiges i høj Grad af det fugtige Klima, ja Engene er ofte, især i de
vestlige Egne, grønne hele Aaret rundt, og Kvæget kan færdes ude hele Tiden. Om
de dyrkede Kornsorter henvises til Afsnittet om Erhvervslivet. Som en Mærkelighed
kan anføres, at den milde Vinter i Vestengland og Irland tillader, at stedsegrønne
Planter fra Middelhavsegnene, ja selv Oranger og Agaver kan trives, medens den
lave Sommertemperatur forhindrer Vinavlen. I Sydenglands Kridtegne samt i de
højere liggende Dele mod V. og N. og i de skotske Højlande har Hedevegetationen
nogen Udbredelse; i det irske Lavland findes som nævnt Mosevegetationen stærkt