Historiske og politiske Forhold.
203
repræsenteret, medens den i Skotland og England væsentlig er indskrænket til
Bjærgegnene.
Ogsaa Dyreverdenen har den mellemevropæiske Karakter uden nogen
egentlig Ejendommelighed, og Arterne er færre end paa Fastlandet, især gælder
det om Irland. Medens der endnu i Oldtiden og langt ned i Middelalderen fandtes
større vilde Dyr, som Bjørne, Ulve, Urokser og Vildsvin, er der nu kun af Rov-
dyr Grævlingen, Odderen og Ræven, hvilken sidste til Dels fredes for Jagtens Skyld,
samt paa enkelte Steder Vildkatten, saaledes i det nordlige England og paa Irland;
af Hjorte forekommer endnu Krondyret i Cornwall, Skotland og Irland, og Raa-
dyret, af Insektædere er Muldvarpe og Pindsvin almindelige. Af Fugle nævnes
Falke, Høge og Ørne, de sidste, især Kongeørne, dog kun i Nordskotland, ligesom
Havørnen er almindelig paa de skotske Øer. Kystegnene er rige paa Svømmefugle;
nogle for Wales, Skotland og Irland ejendommelige Fugle er de overordentlig tal-
rige Dalryper. Paa Fisk er de omgivende Have meget rige; af Ferskvandsfisk frem-
hæves de mange Laksearter.
§ 3. Det forende Kongerige Storbritannien og Irland.
I. Historiske og politiske Forhold.
De ældste Beboere, man kender paa de britiske Øer, var Ibererne og derefter
Kelter, som efter deres Sprog falder i to Stammer, den gaeliske (goidelisk, efter
Folket Goidelerne) og kgmriske (Sproget talt af Folket Brgthons, Britanere). Det
gaeliske Sprog synes at have været talt af de ældste Indvandrere, men indskræn-
kedes senere til Irland, det kymriske (delt i det egentlige kgmriske, det corniske
i Cornwall og det bretonske i Bretagne) har været udbredt over hele Storbritan-
nien. I anden Halvdel af det første Aarhundrede eft. Kr. erobredes Britannien ind-
til Højskotland af Bomerne, og de undertvungne Folk antog hurtig romersk Sprog
og Skik, hvorimod Folkene i Højskotland, som Romerne kaldte Britannia barbara
eller Caledonia, blev uberørte af dem. Disse nordlige Bjærgfolk kaldes Picter og
Scoter; de sidste var indvandrede fra Irland — endnu i Begyndelsen af Middel-
alderen kaldtes Irland Scotia — og bosatte sig i det vestlige Højskotland, idet de
snart assimilerede sig med de østligere boende Picter og bragte dem det gaeliske
Sprog. Kelterne paa de britiske Øer skildres i det hele som lignende dem paa Fast-
landet (se p. 155), dog havde de noget mere raa Sæder, saaledes holdt de længe
ved Tatoveringen. Fra Aar 300 eft. Kr. begyndte Picterne og Scoterne at trænge
mod S., og da Romerne ved Romerrigets Forfald trak deres Tropper fra Britan-
nien Aar 407, blev deres Angreb saa farlige for Briterne, at de kaldte Angelsach-
serne til Hjælp, som vel fortrængte Bjærgfolkene, men tillige selv erobrede Landet
c. 450, og fra den Tid stammer Navnet Storbritannien, Britannia major, i Mod-
sætning til Bretagne, Britannia minor, hvortil Briterne flygtede.
Angelsachserne grundlagde de 7 angelsachsiske Riger, Heptarkiet; mod S. laa
Kent, Sussex og Wessex (Syd- og Vestsachsen), N. for Themsen Essex (Østsachsen)
og Østangeln, begge paa Halvøen mellem Themsens Munding og Washbugten, Mer-
cia omfattede hele Mellemengland fra Washbugten til Wales, endelig kom North-
umberland (delt i Deira og Bernicia) fra Humber til Tweed. I Sydskolland indtil
Clyde trængte ogsaa Angelsachserne frem og blandede sig med Kelterne, medens
Nordskotland og Irland blev uberørte; i England holdt Kelterne sig i Cornwall,
Wales og Cumberland. Medens Irland, af Urindbyggerne kaldt Erin, o: det vestlige