204
De britiske Øer.
Land, var blevet kristnet af Patricius (Patrick) ved Aar 430 og i det 6. og 7. Aar-
hundrede var et Sæde for Missionsvæsenet og for kristelig Dannelse og Videnskabe-
lighed (insula sanctorum), og medens Skotland ligeledes var blevet kristnet i det
6. Aarhundrede fra Irland (se I p. 4), maatte Kristendommen, der tillige med de
romerske Skikke var bleven fortrængt af Angelsachserne, paa ny kæmpe sig frem
i England; først ved Gregor den Stores og Augustinus’ Bestræbelser, hvilken sidste
blev Ærkebiskop i Canterbury 597, fik den atter Fodfæste. Skønt de 7 angelsach-
siske Riger var bievne samlede 827 til eet Rige, England, af Egbert af Wessex, kunde
det dog lige saa lidt som Skotland og Irland yde virksom Modstand mod de nor-
manniske Vikinger; de Danske angreb især Nordengland, det saakaldte Danelagen,
og gjorde sig endog en Tid til Herrer over hele Landet (Svend Tveskæg, Knud den
Store); i mange Stednavne ligesom ogsaa i de nordengelske Dialekter er der Mær-
ker af denne Indvandring; Skotland og Irland hjemsøgtes af Nordmænd, Orkney-
og Shetlandsøernes Befolkning bærer endnu tydelig Præget af dem, i Dublin stif-
tede Nordboerne („Østmændene“) et Kongerige. Et nyt Element til Dannelsen af
den nuværende Befolkning kom til ved de franske Normanners Erobring af Eng-
land 1066. Feudalsystemet indførtes og et talrigt fransk Aristokrati blev herskende
over de angelsachsiske frie Bønder (freeholders), ligesom Fransk blev Hoffets og
Domstolenes Sprog, i Kirken afløste Latinen det angelsachsiske.
Men trods alt dette maa dog det angelsachsiske Element siges at være det over-
vejende i den specifik engelske Nationalitet og det engelske Sprog, saaledes som
de udviklede sig efter de lange, mere end tohundredaarige Kampe mellem Nor-
manner og Angelsachse!-. Thi vel har det engelske Sprog optaget mange Ord fra de
romanske Sprog, navnlig det franske, men i den grammatiske Bygning er dog den
gotiske Type den bestemmende; i Tidernes Løb har denne Optagelse af Fremmed-
ord fortsat sig, især efter at Sproget ved Folkets Udbredelsie over Jorden og dets
store Handelsforbindelser er blevet et Verdenssprog. I Øriget selv har dette Sprog
mere og mere fortrængt det keltiske. Det gaeliske Sprog fer nu i Skotland ind-
skrænket til det egentlige Højland, i Irland til den vestlige Dtel af Øen og Øen Man,
hvor Sproget kaldes Manx. I 1861 ansloges de gaelisk talende Skotter — det gaeliske
Sprog i Skotland skiller sig noget fra det, der tales paa Irland, det saakaldte Erse
— til henved i/2 Mill., 1871 var Tallet 300,000, i 1901 c. 203,000 eller 4,43 %, hvoraf
kun 28,000 ikke kunde forstaa engelsk. I Irland gaar det ogsaa stærkt tilbage: 1851
talte 1,525,000 irsk, 1861 1,110,000, 1871 818,000, 1901 c. 620,000 eller 13,9 %, og
deraf kunde kun c. 21,000 ikke forstaa engelsk; de mange Irere, der udvandrer til
England og Skotland, opgiver for det meste deres Sprog. Ogsaa det kgmriske Sprog
i England tales inden for stadig snævrere Grænser. Endnu i det 17. Aarhundrede
holdt det sig i hele Cornwall (det corniske Sprog), Wales og Cumberland; først
forsvandt det for største Delen i Cumberland, derpaa midt i det 18. Aarhundrede
fra Cornwall, og nu er det hovedsagelig indskrænket til Wales. Man regnede 1871
i England c. 1 Mill, kymrisk talende Kelter, hvoraf c. 800,000 i Wales, de øvrige
i Westmoreland og Cumberland; kun c. 300,000 i Wales forstod ikke engelsk; i 1901
talte eller forstod c. 930,000 i Wales (og Monmouthshire) keltisk eller, som det
kaldes, „Welsh“, o: c. 46 %, og deraf talte c. 281,000 udelukkende keltisk. I hele
Riget forstod i 1901 endnu c. l,g Mill, keltisk, af hele Befolkningen talte c. 95,2 %
engelsk, 3 % gaelisk og 1,8 % irsk.
Noget efter at de franske Normanner var komne til England, begyndte Riget
at udbrede sig over det britiske Arkipelag, men der gik dog lange Tider, inden den
britiske Enhedsstat dannedes. Irland erobredes 1171, Wales 1282, og i begge Lande
fordeltes Jordejendommen mellem Erobrerne, hvorved Grunden lagdes til Walli-