Historiske og politiske Forhold.
205
seines og navnlig Irernes Had til Englænderne; først ved Aar 1600 kom de i fuld-
stændig Besiddelse af Irland, senere forøgedes Modsætningen, da den anglikanske
Kirke indførtes, medens Irerne holdt fast ved den katolske Lære. Skotland, hvor
Huset Kenneth 843 havde samlet Picternes og Scoternes Rige til eet, gik derimod
sejrrig ud af Middelalderens Kampe med England, og først 1603 ved Huset Stuarts
Tronbestigelse forenedes det med England. Men Foreningen mellem England, Skot-
land og Irland var i Begyndelsen kun en Personalunion, da hvert Land havde sin
egen Forfatning. Forst da Landene fik Parlament tilfælles med England — 1707
for Skotlands, 1801 for Irlands Vedkommende —, kan der tales om det Forenede
Kongerige, „United Kingdom of Great Britain and Ireland“; da var de tre Riger
forenede under Englands frie konstitutionelle Forfatning, den ældste i Evropa, mere
eller mindre Forbilledet for alle andre Staters; Grunden lagdes allerede til den
1215 ved det store Frihedsbrev, magna Charta, men der maatte Aarhundreder til
for at faa den fæstnet, og først efter de voldsomme Omvæltninger under Huset
Stuart fik den sin endelige Slutsten i Declaration of rights 1689.
Haand i Haand med disse Bestræbelser for at samle Riget og hævde den kon-
stitutionelle Frihed gik Englands Udvikling som S ø s t a t. Det var dog forholdsvis
sent, at denne Udvikling begyndte. Til Begyndelsen af det 16. Aarhundrede var Ager-
brug og Kvægavl Folkets Hovedbeskæftigelse, og i Slutningen af Middelalderen gik
Englands Bestræbelser endog ud paa at grunde et stort Rige paa Kontinentet, hvilke
dog endte ved dets Nederlag i de hundredaarige Krige med Frankrig. Først under
Henry VII Tudor begynder England at grundlægge sit Ry som Sø- og Handelsmagt,
og alle senere Statsmænd har stilet mod dette Maal. I det 17. Aarhundrede efter
Krigene med Spanien og Nederlandene var det Evropas første Sømagt, efter Kolo-
nialkrigene med Frankrig i det 18. Aarhundrede var det den største Kolonialmagt.
Betydelige Udvidelser i Kolonierne kom til ved dets rigtig nok uhyre kostbare
Kampe mod Napoleon, og Udvidelserne er stadig bievne fortsatte. Tillige er det ved
storartede Opfindelser og en energisk Udbytning af Moderlandets mineralske Skatte,
særlig Jærn og Kul („de sorte Diamanter“), blevet Verdens første Industri-
land. Det er et Verdensrige, ingen Nation har saaledes omspændt Jorden
med sine Foretagender. Men Sæder og Anskuelser har ogsaa forandret sig meget,
„old merry Englands“ Tider er forbi, Englænderne er nu helt og holdent et Han-
delsfolk; deres Politik bestemmes alene efter deres Handelsinteresser, og Pengene
er det store Maal. Men denne næsten udelukkende Gaaen op i materielle Inter-
esser rummer store Farer; det aandelige Liv forsømmes, eller det ytrer sig mest
i ydre Former, i Videnskaberne lægges mest Vægt paa det, der har praktisk Be-
tydning. Ved Siden af Handels- og Pengearistokratiet er der opstaaet et stadigt
voksende Arbejderproletariat, hvilket sammen med den stadige Gæring i Irland og
dets Krav om Homerule, som jo nu lader til at ville blive gennemført, synes at
maatte føre hen til en gennemgribende Omvæltning i de sociale Forhold.
Der er meget ejendommeligt i Englændernes Karakter, til Dels begrundet i
Landets isolerede Stilling som Ørige. Englænderen er konservativ og holder fast ved
Traditionen og gamle Skikke, ligesom han strengt ser paa de ydre Former, intet-
steds har saa meget middelalderligt bevaret sig baade i det offentlige og private Liv;
for øvrigt giver Brydningen mellem det gamle og nedarvede og den nye Tids An
skueiser det sociale Liv en særegen Tillokkelse. I sin Nationalstolthed er Englæn-
deren ikke fri for at se ned paa andre Folk, og han kender egentlig kun lidt til
andre Lande, først naar hans egne Interesser bliver berørte, er han rigtig med.
Han sætter den individuelle Frihed højt, derfor er Decentralisationsprincippet
fremherskende i Statslivet, deraf kommer den strenge Sondring i Stænder og mellem