256 Mellemevropas Natur og Befolkning.
ved 500 km fra le Bourget til Traun i Østerrig; paa Sydsiden naar de fra Orla- til
Gardasøen (se p. 55—56), c. 150 km. Alpesøernes Antal, fra de mindste til de største
og i alle Højder indtil henved 2500 m, er c. 4000 — af større er der c. 300 og
deres samlede Areal angives til c. 4800 km2. I øvrigt tager de stadig af i Størrelse
paa Grund af Vandløbenes Tilførsel af Grus og Dynd.
Alperne danner i klimatisk Henseende en mægtig Skillemur mellem Syd-
og Mellemevropa, men frembyder i øvrigt den rigeste Afveksling, fra det subtropiske
Klima, som det hersker paa Sydsiden og langt ind i de mod Italien vendte dybe
Dale, og til det polare Klima i Højalperne. Det er ikke den geografiske Bredde, der
har den overvejende Betydning, mere Beliggenheden S. eller N. for Centralkernen,
men mest Højden, der fremkalder en saa rask Nedgang i Temperaturen og saa
særlige Forhold, at man kan sige, at Alperne danner en klimatisk Region for sig.
For hver 100 m aftager Varmen gennemsnitlig c. 0,6°, lidt mere mod S. og om
Sommeren end mod N. og om Vinteren; ved 1000 ni er Middelvarmen 5 å 6 °, ved
2000 m omtrent 0°. Men Forholdene er højst forskellige, eftersom Stedet ligger
paa Sol- eller Skyggesiden, paa Vind- eller Læsiden; Toppene selv er underkastede
mindre Temperatursvingninger end de højtliggende, brede Dale, hvor der kan herske
helt polart Klima, og hvor Temperaturen kan synke til 4- 30 0 og mere; paa Store
St. Bernhard, 478 m o. H., er Middeltemperaturen c. 4- 1,5°; de vestlige, mere oce-
anske Dele er dog gunstigere stillede end de østlige mere kontinentale Dele; Genéve,
410 m, har en Aarstemperatur af c. 9,2 °, Januars er 4- 0,3°, Julis 18,6 °, for Kla-
genfurt (440 m o. H.) er Tallene 7,2°, 4- 6,3» og 18,8°. Nedbøren er gennemgaa-
ende rigelig, i Almindelighed størst paa Ydersiderne, mindst i de indre Dale; den
vestlige Del har mere Regn end den østlige, Affaldene, der vender mod de fugtige
Vinde, selvfølgelig mere end Læsiden, men i øvrigt kan der være paafaldende stor
Forskel paa Steder, der ligger tæt op ad hinanden og tilsyneladende er under sam-
me Betingelser. Som Ekstremer kan nævnes Wallis og Graubünden, der hører til
de tørreste Egne (St. Moritz har saaledes c. 55 cm aarligt), og de juliske Alper,
hvor den aarlige Regnmængde er over 300 cm. Paa Nordsiden af Bjærgene falder
Regnen mest om Sommeren, paa Sydsiden mest om Efteraaret; Regnen kommet
oftest med stærko, korte Uvejr.
Som alt berørt udmærker Alperne sig ved deres Rigdom paa Dale, især paa
Nordsiden, mindre paa Sydsiden, her baner sædvanlig Strømme sig Vej gennem
kortere Tværdale. Og disse frugtbare, stærkt befolkede Dale — det er en Mærke-
lighed ved mange af Alpedalene, at Boligerne ikke findes i Bunden, men paa Si
derne af Dalen, og at Bebyggelsen for det meste ikke er foregaaet fra neden opad,
men omvendt, hvortil Grunden er, at Dalene har langt strengere Klima og ofte er
sumpede — er næsten alle satte i Forbindelse med Bjærgpasser, saaledes at
Alperne vel er en betydelig Skillemur hvad Klima, Plante- og Dyreverden angaar,
men de har aldrig skilt Folkene eller hindret Samkvemmet i den Grad, som langt
mindre mægtige Bjærgsystemer har gjort det, de maa i det hele regnes for nogle
af de lettest overstigelige Bjæi'ge. Fra tidligst Tid har man brugt Indsænkningeine
mellem Toppene som Forbindelsesveje, navnlig Gletscherne, men det er for det
meste kun Fodstier eller Veje for Lastdyr, og de har derfor kun lokal Betydning.
Anderledes er det med de langt færre Overgange, der fremkommer ved Indsænk-
ninger af Hovedkæden, de danner Hovedforbindelserne mellem Landene paa begge
Sider. Et saadant Pas har egentlig kun een større Vanskelighed at overvinde, nem-
lig paa det Sted, hvor Bjærgene ligesom sammensnøres og Formerne derfor er vil-
dere, Kløfterne dybere og Fjældvæggene brattere. Da det kommer an paa at vælge
saa vidt muligt den lige Vej, søger man med Magt at rydde Hindringerne af Vejen;