Alperne.
257
faa Veje, der var farbare for Køretøjer, men han an-
et Alpepas med sine ejendommelige spiralsnoede Veje, Gallerier til Beskyttelse mod
Lavinerne, Broer og Hospitier, og en Alpejærnbane med de talrige Tunneler af-
giver et imponerende Vidnesbyrd om Menneskenes Kamp mod Naturen. Før Na-
poleon I’s Tid var der kun
lagde eller udvidede 7 Veje
og omdannede næsten helt
den gamle Vej over Col di
Tenda. Siden den Tid er
der af de omliggende Sta-
ter gjort meget, og nu gaar
der Jærnbaner over Alper-
ne paa c. en Snes Steder, de
mest kendte er Cenis, Simp-
lon, St. Gotthard, Brenner,
Schober og Semmering.
Befolkningen i Alper-
ne, der forholdsvis er me-
get stor, maaske større end
i noget andet Bjærgland af
den Udstrækning, omkring
11 Mill, (deraf er c. '38 %
Tyske, 26 % Italienere og
24 % Franske), beskæftiger
sig mest med Kvægavl og
Skovhugst. Bjærgværksdrift
er der ikke meget af; i den
østlige Del (Steiermark) er
der noget Jærn, hvorfor her
ogsaa er Industri, fra Salz-
kammergud faas Salt, fra
Krain Bly og Kviksølv; Fa-
briksdriften i Schweiz, der
har en udmærket Bevæg-
kraft i Vandet, og paa an-
dre enkelte Steder er uaf-
hængig af Bjærgværksdrif-
ten, da der næsten helt
mangler brugbare Mine-
ralier. Alperne savner næ-
sten ganske Kul, kun i
Østalperne (Steiermark) findes der noget Brunkul. Befolkningen i de højere lig-
gende Dale plejer at udvandre, og hvert Steds Beboere har gerne dei’es særegne
Beskæftigelse; saaledes kommer Konditorerne fra øvre Engadin, Glaspusterne og
Kandestøberne fra Egnene om Lago Maggiore, Murerne og Stukkaturarbejderne fra
Egnen om Arlberg, Jærnbanearbej deine fra det sy dl. Tyrol osv.
Skønt man, grundet paa den ovennævnte skildrede Bygning af Alperne i en
Kerne og i Sidebælter, har tænkt paa en Inddeling af hele Systemet efter Længden,
har man dog paa Grund af Vanskelighederne opgivet det og i lange Tider holdt
sig til en Tværdeling i Vest-, Mellem- og Østalper. Vestalperne eller de franske
Alper regnes til Martigny-Aostadalen, saaledes at Montblanc hører herhen; Mellem-
Fra St. Gotthardvejen.
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog. II.
17