258
Mellemevropas Natur og Befolkning.
alperne eller Schiveizeralperne gaar til Adigedalen eller nærmere Brennerpasset;
Østalperne kaldes ogsaa de østerrigske Alper. Imidlertid er denne Tredeling i den
nyeste Tid forladt af de fleste Geografer som ikke tilstrækkelig geologisk begrun-
det, og man deler nu almindelig hele Systemet i Vest- og Østalper, skilte ved en
Linje fra Lago Maggiore gennem Ticinos Dal over Bernhardinpasset langs den øvre
Rhindal til Bodensøen. Det er de geologisk-historiske Forhold, der er lagte til Grund,
idet de to Dele er forskellige i Bygning og Dannelse; i den vestlige Del er Fold-
ningsprocessen foregaaet senere (i Tertiærtiden), men under langt større Tryk, me-
dens Østalperne væsentlig er opstaaede under Kridtformationen. Men hvorledes
man end tager Sagen, er det umuligt at se bort fra den ved mange Dale og Ind-
skæringer begrundede Tværdeling i det hovedsagelig i vest-østlig Retning gaaende
System, og det kan derfor med fuld Ret forsvares her at følge den gamle Tre-
deling ved den nærmere Stedbeskrivelse, saa meget mere som den gamle Betegnelse
for Vestalperne falder naturligt paa Grund af deres afvigende Hovedretning fra S.
til N., og fordi ogsaa den nye Inddeling ser sig nødsaget til i den vestlige Del at
skelne mellem de franske Alper (til Montblanc) og Schweizeralperne.
b. Vestalpernes gennemsnitlige Bredde er c. 150 km; de er c. 300 km lange
og indtager c. 60,000 km2; de tager til i Højde fra S. til N., den gennemsnitlige
Kamhøjde stiger fra 2 til 3000, Toppene fra 2300 til 4000 m. Paa Italiens Side er
de stejlere og vanskeligere at bestige end fra V., hvor de falder jævnere af. Man
har hidtil tillagt dem en langt simplere Bygning, idet man har betragtet Bjærgene
mod 0. som Hovedkammen, men de vestlige Forgreninger har saa mægtige Mas-
siver af den ældste Formation, at de ikke kan anses som blotte Udløbere. Til den
ældre Inddeling i Søalper, cottiske og grajiske Alper, hvilke Benævnelser egentlig
kun gælder Østsiden, føjes der derfor andre selvstændige Grupper mod V.
Søalperne (Oldtidens Alpes maritimæ) regnedes tidliigere at begynde ved Col
di Tenda, 1873 m, men egentlig begynder Alperne noget: østligere ved Col dell’Al-
täre (se p. 57), scm de liguriske Alper, der naar til Coll di Tenda; højeste Punkt
er Monte Gio je, 2625 m. Søalperne gaar i en Bue mod NV. til Sturas Kilder; deres
højeste Punkt er Rocca dell’Argentera, 3397 ni, Cima di Gelas er 3188 m; af Pas-
serne nævnes Passet ved Col di Lorche, 1995 m, hvor Søalperne ender. Tværkam-
mene, der udstraaler fra Søalperne mod S. og V., og imellem hvilke Var bryder sig
Vej til Middelhavet, strækker sig til Durances Mellemløb. — Til Søalperne slutter
sig mod N. to ved øvre Durances Dal skarpt adskilte Grupper. Mod 0. ligger de
cottiske Alper (Navnet af Kong Cottius paa Kejser Augusts Tid), begrænsede mod
N. af Riparias Flpddal; Bjærggruppen sender mod 0. temmelig regelmæssige Tvær-
kæder, mellem hvilke Pos Kildefloder løber, selv udspringer Po paa Monte Viso,
3843 m, mod NØ. ved Durances Kilder ligger Mont Genévre, 2980 m, Passet er
1860 m. Den anden Gruppe V. for Durance, en af de største og vildeste Granit-
masser med store Gletschere, kaldes Oisans- eller Pelvouxgruppen efter den over
Gletscherne ragende Top Grand-Pelvoux, 3953 m, den højeste er Barre des Ecrins,
4103 m; mod N. fortsættes Gruppen i Mauriennebjærgene med Grandes-Rousses,
3478 m. — V. for Floden Drac og mellemste Durance, hvis Floddale forbindes ved
Bayard Passet, 1240 m, ligger nogle Bjærggrupper, der hører til Tertiærformatio-
nen og sammenfattes under Navnet de franske Kalkalper (de provencalske Bjærge),
de gennemstrømmes af Drome og Eygues og ender mod S. i Montagne de Lure,
(1827 m), hvis vestligste Højdepunkt er Mont Ventoux, 1912 m, hvorfra der er en
vid Udsigt, endog til Pyrenæerne; Navnet har Bjærget faaet af de herskende Storme.
— Mellem Dora Riparia og Dora Baltea ligger de grajiske eller graa Alper med