Alperne.
263
Alper. Selve St. Gotthardspasset — Pashøjde 2114 m — var allerede kendt i Mid-
delalderen; den 1820—32 anlagte udmærkede Vej fører i hele sin Længde fra Fliie-
len ved Vierwaldstådtersøen — den egentlige Bjærgvej begynder ved Amsteg —
over Passet forbi det berømte Hospitium ned i Ticinodalen til Bellinzona nær
ved Lago Maggiore; den schweiziske og italienske Bane er nu forbunden ved
den 1872—82 anlagte 14,9 km lange Tunnel fra Göschenen til Airolo, 1155 m over
Havet. — Den østlige Fløj af de lepontiske Alper, Adulagruppen, har sit Navn
af den omtrent i Midten liggende store Gletscher Adula med Rheinwaldhorn, 3398 m,
hvorfra der udstraaler Grene til alle Sider; fra Adulagruppen kommer Rhinens Kilde-
floder. Mod 0. sænker Hovedgruppen sig til Oyergangen St. Bernhardin, 2063 m, som
østligere staar i Forbindelse med Surettahorn, 3030 m, og imellem disse Punkter lig-
ger Splügenpasset; Vejen, anlagt 1819—22, begynder ved Thusis ved Hinterrhein, lige
S. for ligger den kun 10 m brede Kløft Via mala; over Passet, 2119 m, kommer man
ned i St. Giacomodalen, der først udvider sig ved Chiavenna. — Den tredje Afdeling
al de lepontiske Alper, mellem Toce og Ticino, kaldes Tessineralperne; Bjærgdra-
gene, der er kendte for deres smukke Dale, gaar hovedsagelig i Retning fra N. til S.
Kun mod N. naar nogle Toppe over Snegrænsen, som Basodine, 3276 m, Gennem-
snitshøjden er 2300 m; ved Lago Maggiores Nordrand findes endnu Toppe paa over
2000 m. Mod N. staar Tessineralperne i Forbindelse med St. Gotthard gennem
Giacomopasset, 2308 m.
2. Den østlige Afdeling af Mellemalperne fra Splügen til Brenner er mere
masseaglig; Toppene har for det meste kun en relativ ringe Højde over Dalbunden,
men Højderne er dog betydelige, og hvad dristige Former, Gletscherdannelse og
\ andfald angaar, staar de langt fra tilbage for den vestlige Del. De er desuden
langt bredere, thi ikke alene er Kernen delt ved Engadindalen, men ogsaa Kalk-
alperne begynder her. Kernen er ved Inns, Addas og Adiges Floddale skilt i fem
Grupper; først gaar paa begge Sider af Engadindalen de to Paralleldrag, som under
eet kaldes de rheetiske Alper; til det sydlige Drag eller Berninaalperne slutter sig
mod 0. Ortleralperne, som mod S. er forbundne med Adamellogruppen; endelig
ligger N. for Ortleralperne og Adiges Dal Øtzthalergruppen.
De rheetiske Alpers nordlige og lavere Del, ogsaa kaldet Graubündneralperne,
gaar langs Inns venstre Bred fra Chiavenna til Landeck og fylder med sine Forgre-
ninger hele Trekanten mellem disse to Punkter og Rhinen med V. Den første syd-
vestlige Del til Passet Maloja (Maloggia), 1811 m, hvilket forbinder Tnns og Mairas
Dale, kaldes Bergell, italiensk: Bregaglia; fra Maloja fører Pasvejen mod NV. over
Septimer, 2311 m, mod NØ. over Julierpasset, 2287 m; endvidere fører Flüelapasset
(2389 m) fra Davos til Nedre-Engadin, NØ. for Maloja bliver Kæden mere sammen-
hængende; først følger Albulagruppen med det af en Tunnel gennemskaarne Albula-
pas, 2315 m, og Piz Kesch, 3422 m, derpaa Scaletta- og Silvrettagruppen med Piz
Linard, 3416 m. Omtrent herfra udgaar mod NV. den mægtige Rheetikon-
kæde mellem Pråttigaus og Montavons (Mont d’avon, o: foran Bjærget) Floddale
med snedækte Toppe, som Szesaplana, 2968 m, helt op til Rhinen, medens den slut-
tede Hovedkam gaar videre mod NØ. til Landeck. — Den sydlige Del af de rhætiske
Bjæi’ge paa Inns højre Bred kaldes almindelig Berninaalperne efter Centralgruppen,
der kun i Henseende til Udstrækning, men ikke til Alpetoppe og storartet Gletscher-
dannelse (saaledes Roseg- og Morteratschgletscheren) staar videre tilbage for Ber-
ner Oberland; Piz Bernina er 4052 m. Paa Gruppens Østside fører Vejen fra Sama-
den ved Inn over Berninapasset, 2334 m, ned igennem Poschiavodalen til Tirano i
Val 7 ellina (Veltelin), Addas smukke, c. 95 km lange Floddal, der skiller den egent-
lige Berninagruppe fra de saakaldte Veltlinerbjeerge; NØ. for Pasvejen ligger Piz