264
Mellemevropas Natur og Befolkning.
Languard eller Fernschauhorn, saaledes kaldet paa Grund af den vide Udsigt. 3266
m, og Hovedkammen med talrige Forgreninger mod S. ned til Val Tellina fortsættes
i nordøstlig Hovedretning op i Hjørnet mellem Inns og Adiges Floddale.
De højeste Punkter i Ortleralperne er Ortlerspitz, 3905 m, og Königspitz, 3854
m; tillige de højeste Punkter i de østerrigske Alper; mod NV. fører det højeste for
Vogne farbare Pas i Alperne, Stilfserjoch — Pashøjde 2756 m — fra Glurns i y
Vintschgaudalen over den smalle Kam, der forbinder de rhætiske Alper med Ortler-
alperne, til Bormio. Vejen er anlagt 1820—25 og er meget rig paa Krumninger („die
Wandeln“) og Gallerier. — S. for Ortleralperne ligger mellem Oglio og Sarca Ada-
mellogruppen, som naar med sine Granitmasser (Tonalit) S. for 46° n. Br.; Adamello
er 3554, Presanella 3564 m; fra Ortleralperne til Adamellogruppen fører Tonale-
passet, 1884 m. Mod SØ. strækker Trientineralperne (Adigebugtens Bjærge) med
Monte Baldo (2218 m), der mere hører til Kalkformationen, sig ned langs Garda-
søens Vestside.
De nævnte Grupper begrænses mod 0. og N. af Adigedalen, som helt skiller dem
fra Øtzthalergruppen (Tyroleralperne). Mod V. begrænses denne Gruppe af Ind-
sænkningen, der fører fra Finstermiinz ved Inn over Passet Reschen-Scheideck,
c. 1500 m, og Malser Haide, hvor Adige udspringer. Det er en af de vildeste Alpe-
grupper med meget stejlt Affald mod S. og betydelig Gletscherdannelse (over 750
km2); mod N. gaar der flere Tværdale, hvoraf Øtzdalen er den største; den højestø
Top er Wildspitz, 3776 m, Weisskugel er 3745 m. Mod 0. slutter sig til denne
Gruppe to mindre: Sarnthaler- (Ifinger Spitz, 2553 m) mod S. og Stubayeralperne
mod N. (Zuckerhütl, 3511 m). Mod 0. er disse Grupper begrænsede af Indsænk-
ningen, der fører fra Innsbruck over Alpernes laveste Pas, Brennerpasset, 1362 ni,
til Eisacks og Adiges Dale; den bekvemme og meget benyttede Vej brugtes allerede
i Oldtiden, i Middelalderen kaldtes den Kejservejen; som den nu er, stammer den
fra 1772. Brennerbanen, der aabnedes 1867, er den første store Alpebane og en af
de mest storartede Bjærgbaner med 23 Tunneler — Mühlbachtunnelen, 950 m —,
66 Broer og store Kurver.
Som en selvstændig Gruppe mod S. maa nævnes Bergamaskeralperne S. for Val
Tellina mellem Adda og Oglio; mod V. naar de til Comosøen {Monte Legnone,
2611 m).
De nordlige Kalkalper mellem Rhinen og Inns Tværdal til Kufstein har ikke
noget fælles Navn; i Almindelighed deles de i en vestlig Del, Algaueralperne, til
Lechs Tværdal, og en østlig, Nordtyroler- eller de bayerske Alper. Mod S. er Hoved-
kammen sluttet med stejlt Affald, medens der mod N. er lejret lavere og lavere Pa-
rallelkæder, som tilsidst taber sig i den sydtyske Højslette (Bayrisches Oberland). —
Algaueralperne deles atter ved Illerdalen i en vestlig og østlig Del; kun faa Toppe
naar over 2000 m, Rothe Wand er dog 2706 m, Mädelegabel 2640 m. Egnen her om-
kring kaldes Vorarlberg, og Passet Arlberg, 1798 m, fører mod S. til Kernealperne;
over Passet fører (fra 1884) en Jærnbane, 1310 m o. H., med en 10,3 km lang Tunnel;
mod NØ. ligger Hochvogel, 2593 m. — I Nordtyroleralperne naar vel enkelte Punk-
ter over Snegrænsen, men om større Gletscherdannelse er der ikke Tale. Ved Ind-
sænkninger er Hovedkammen delt i flere Grupper. Vestligst ligger Parseyrspitze,
3038 m; derpaa følger Wettersteingruppen med Zugspitz, 2960 m, og Karivendel-
gruppen, begge udmærker sig ved deres vilde, dristige Former; S. for den sidste og
N. for Innsbruck ligger Solsteingruppen, højeste Punkt 2640 m. — Tre Passer (eller
Klauser) fører over disse nordlige Kalkalper mod S. ned til Inndalen; det vestligste
gaar fra Füssen over Lechdalen, Ehrenbergerklause og Fernpas, 1207 m; det mid-
terste fører mellem Wetterstein- og Karwendelgruppen fra Mittenivald over Schar-