Alperne.
265
mtzerklause og Seefeldpas, 1176 ni; det østligste, der har mindst Betydning, men er
det smukkeste, fører over Achenpas, 930 m, forbi den lille, smukke Achensø til Jen-
bach ved Inn.
cl. Østalperne. Kædedannelsen er her mere fremtrædende; Kernen er mindre
bi ed, men mere sluttet, skilt ved store Længdedale fra de nordlige og sydlige Kalk-
alper, saa at hele Systemet faar en betydelig Bredde og udfylder hele Rummet
mellem Donau og Adriaterhavet; Højden tager derimod mere og mere af, og efter-
haanden forsvinder den ejendommelige Alpenatur. Tidligere har man betegnet Kæ-
den med det fælles Navn Tauer nalper ne, men ved Murs Kilder deler Kernen sig i
en Dobbeltkæde, de nordlige og sydlige steyerske Alper. De nordlige Kalkalper som
knyttes til Kernen ved Kitzbüchleralperne, deles i Salzburger- og de (øvre og nedre)
østerrigske Alper. De sydlige Kalkalper bestaar af Sydtyroler- eller Dolomitalperne,
de komiske og juliske Alper.
1. Kernen. Hovedkæden begynder 0. for Brenner med Zillerthalergruppen,
der endnu har hele den ejendommelige Alpenatur med Snetoppe paa 3500 m —
Olperer, 3480 m, Hochfeiler, 3523 m — og Gletscherdannelse; ved Zillerdalen deles
den i to temmelig parallelle Kæder: Tuxergruppen mod NV. og de egentlige Ziller-
thaleralper mod SØ.; mod SV. fører Pfitscherjoch ned til Eisackdalen, mod 0. be-
grænses hele Gruppen af Birnlückejoch, 2672 m, og Krimlerdalen. — Kædens Fort-
sættelse til Arldalen kaldes Hohe Tauern. Den begynder med det store Massiv,
hvori Dreiherrnspitz, 3499 m, og Gross Venediger, 3660 m, rager op. Østligere ligger
Gross Glocknergruppen; Toppen af s. Navn, 3799 m, S. for den store Pasterzerglet-
scher er Østalpernes højeste Punkt. Endelig følger den østligste Gruppe i Hohe
Tauern med Ankogl, 3253 m, og Hochalpenspitz, 3355 m. Hohe Tauerns Affald mod
N. er temmelig sluttet, hvorimod det sydlige Affald er rigere forgrenet; af Parallel-
dragene nævnes Hochgallgruppen, mod N. ledsaget af Deffereggerdalen, og østligere
Schoberbjærgene med Møils Dal.
0. for Ankogl deler Hovedkæden sig ved Murs Kilder i to Grene, de nordlige
sydlige steyerske Alper, skilte ved den Længdedal, der gennemstrømmes af Mur
og dens Biflod Mürz; ved Semmeringpasset løber de to Grene atter sammen. ____ De
nordlige steyerske Alper kaldes i deres vestlige Del Niedere Tauern, der begrænses
mod N. af Enns Dal og naar til den Indsænkning, hvori Vejen over Schoberpasset,
843 m, fører ned i Murdalen; Punktet Hochgolling mod V. er 2863 m; Kæden har to
betydeligere Passer, Radstädter Tauern (1738 m) og Rottenmanner Tauern (1265 m).
NØ. for Indsænkningen fortsættes de nordlige steyerske Alper i Grupper som Ei-
senerz og Hochschwab, 2273 m, for tilsidst at ende N. for Semmering i Raxalpe,
2009 m, og Schneeberg, 2075 m. — De sydlige steyerske Alper mellem Mur og Drave
er vanskeligere at forfølge. Først kommer Kärnthneralperne (ogsaa kaldte Gurk-
eller Stangalperne) med Eisenhut, 2440 m, med Længdedalen, hvori Gurk flyder.
Efter en Indsænkning, der fører ned til Klagenfurtbceknet (omkring 450 m). for-
andres pludselig Hovedkammens Retning i to betydelige Højderygge, der gaar fra
N. til S.: Saualperne (Grosse Sau-Alpe, 2080 m) og Stainzer- eller Koralperne,
adskilte ved Lavantdalen; S. for de sidste gennembryder Drave Bacherbjcergene,
1542 m; 0. for Murs Tværdal fortsættes de sydlige steyerske Alper, indtil de ender
med Granitmassen Wechsel, 1868 ni. S. for Semmering. Over Semmeringpasset, 980
m, fører Vejen fra Miirzdalen op til Wiener-Neustadt; Vejen er anlagt 1728 og 1840,
Jærnbanen med mange Viadukter og Tunneler 1854.
2. De nordlige Kalkalper adskilles omtrent i hele deres Udstrækning
meget bestemt fra Kernen ved den næsten snorlige Længdedal, hvori Salzach og