266
Mellemevropas Natur og Befolkning.
Enns flyder og som naar fra Zell i Zillerdalen til Hieflau ved Enns’ Knæ. — Den
vestlige Del af Bjærgene, Kitzbüchleralperne, danner mod S. en sluttet, dog ikke
høj Kæde med stejlt Affald til Salzachs Dal, Pinzgauclalen; mod N. optræder isole-
rede Kalkgrupper som Kaisergebirge, 2330 m, og Udløberne strækker sig op til
Chiem Søen i den sydtyske Højslette. — Østligere følger Salzburgeralperne, begræn-
sede mod 0. af Salzachs Tværdal og rige paa Dale i det Indre, hvor frodige Græs-
gange veksler med de nøgne, hvide Kalktoppe. Højdepunkterne findes om den 610 m
højtliggende Königssee med den lille Obersee, saaledes mod V. Watzmann, 2710 m,
mod S. det stærkt furede Steinernes Meer, Übergossene Alm (med Hochkönig, 2958
m) og Ewiger Schneeberg, 2938 m, mod N. det særlig skønne Berchtesgadens Høj-
land, hvoraf Untersberg er et fremskudt Punkt mod N. — De østerrigske Alper ræk-
ker fra Salzachs Tværdal til hen imod Wien og deles ved Enns’ Tværdal i de øvre
og de nedre. De øvreøsterrigske Alper eller Salzkammergutalperne, kendte for deres
Rigdom paa Salt, ligesom Salzburgeralperne, og for deres smukke Søer, har det
stejleste Affald og de højeste Punkter mod S.; saaledes ligger V. for Salzach
Tannengebirge med Raucheckspitze, 2428 m, og Dachsteingruppen, 2996 m, nord-
ligere er lejrede V. for Floden Traun Høllengebirge og Schaf berg, 1780 m, mel-
lem Atter- og Wolf gangssøen (Abersøen), og 0. for Traun Todtes Gebirge, 2514 m.
De nedreøsterrigske Alper er mindre sammenhængende, idet de bestaar af Grupper
til Dels med Plateaudannelse; Toppene naar næppe 2000 m, Øtscher er 1892 m.
Mod NØ. sender de talrige Udløbere, den sidste er Wienerwald (Schöpft, 893 m),
der ender i det 542 ni høje Kahlenberg ved Donau; Hovedmassen drejer derimod
ned til Semmering, hvorfra der atter mod NØ. gaar en Udløber, der NV. for Neu-
siedlersøen ender i Leithabjærgene (480 m).
3. De sydlige Kalkalper, undertiden kaldte under eet de noriske, skil-
les fra Kernen ved Alpernes største Længdedal, Puster- og Dravedalen, fra Brixen
til Marburg er der 300, til Murs Forening med Drave 450 km. De gaar ikke pa-
rallelt med Kernen, men vender sig mere mod SØ.; den egentlige Alpenatur for-
svinder, og Bjærgværksdriften bliver Beboernes Beskæftigelse. — De begynder mod
V. med det Kompleks af Bjærge, der kaldes under eet Sydtyroler- eller Dolomit-
alperne, og som begrænses mod N. af Pusterdalen, mod V. af Eisack og Adige,
mod 0. af Piave. Paa Højderne er Dolomitdannelsen stærkt fremtrædende, mod
0. optræder rødt Porfyr, mod S. hæver Granitgruppen Cima d’Asta sig, 2848 m;
saaledes er der en stor orografisk Forskellighed og rig Afveksling paa Former.
Vedretta Marmolada, „Dolomiternes Dronning“, 3494 m, kan betragtes som Cen-
trum for hele Systemet, idet der herfra udstraaler Tværdale med mellemliggende
Grupper i alle Retninger, saaledes mod N. Abteidalen, mod V. Grødnerdalen, mod
SV. Fassa- og Fleimserdalen, gennemstrømmet af Avisio; Bjærgene omkring den
sidste Dal kaldes Fassanergruppen. Af andre Punkter nævnes Langkofl, 3178 m,
og den takkede Sellagruppe, 3152 ni. Mod NØ. ligger Ampezzanergruppen med
„De tre Tinder“, 3003 ni, og Monte Cristallo, 3200 m —, over hvilken den gode
Pasvej fra Pusterdalen over Toblacherfeld, 1204 m, fører langs Ampezzanerdalen
(Høllensteinthal) til Piave. Sydtyroleralperne omgives mod S. af en Krans af Bjærge,
i hvilken Jurakalken er fremherskende, saaledes de lessinske Bjærge eller Brenta-
alperne, med Cima Tosa, 3176 m, og Cima Dodici, 2338 m, mellem Adige og Brenta
og Friauleralperne, mellem Piave og Tagliamento (Monte Cridola, 2583 m).
De karniske Alper, i hvilke Kædedannelsen er stærkest udviklet, begynder ved
Toblacherfeld, hvor Drave, udspringer. Hovedkammen, der bestaar af Kulkalksten
og gaar mod ØSØ., ledsages mod N. af Gaildalen, til hvilken den falder stejlt af,
medens den mod S. udsender flere Tværrygge; der mangler Passer, og Toppene