Alperne.
269
næsten danner et ensformigt Plateau; ligeledes bliver Folderne paa deres Vej mod
N. lavere og bredere; ofte ligger otte og flere Folder jævnsides med hverandre
hyppigt gennembrudte af snævre Tværkløfter („cluses“). Skønt Kalken mange Ste-
der træder nøgen frem, er Bjærgene temmelig rige paa Græsgange, Affaldene er
or det meste skovbevoksede, kun Længdedalene er nogenlunde befolkede — V
for Geneve ligger de højeste Punkter Crét de la Neige, 1723 m, og Reculet, 1720 m.
ordligere nævnes af Parallelkæderne eller Folderne Mont Tendre, 1680 m os Noir
Mont, som ved Orbedalen skilles fra Mont Chasser on, 1611 m. V. for Neuchåtelsøen
bryder Val Travers paa skraa gennem Bjærgene til Søens Nordkyst. Nordligere
mærkes Mont Chasseral, 1609 m, Weissenstein, 1399 m, og endelig Hauenstein, hvori-
gennem Jærnbanen gaar (Hauensteiner Tunnelen) fra Olten ved Aar til Basel. I
e et hele er Forbindelsen over Jurabjærgene vanskeligt og Passerne kun lidet ind-
skaarne, først i den nyere Tid er der frembragt enkelte gode Veje. I den nordlige
Del tilspidses Jurabjærgene betydeligt og sænker sig til et bakket Land, der gen-
nembrydes af Rhinens Bifloder.
ß,_ A ed B.iæi’glandet Hegau NV. for Bodensøen (Hohe Randen, 924 m, Hohenhöwen,
846 m Hohentwiel, 686 m) knyttes de schwabiske Jura til de schweiziske og gaar
mod V. over i Schwarzwald, hvor kun den geologiske Sammensætning sætter Græn-
sen. rørst mellem Neckar og Donau optræder Juradraget selvstændigt, strækkende
Slg C’41?2.km m°d N0’ H1 Riesdalen (Ries afledes af Rhætia), der gennemstrøm-
mes al H ornitz; mod S. sænker det sig for det meste jævnt, mod N. er Affaldet til
Neckardalen stejlt. De enkelte Partier er Heuberg (Hohenberg, 1010 m) Hart (Kal-
mit, 683 m) og Rauhe Alp (Alb), hvilket sidste Navn ofte anvendes paa hele Stræk-
ningen. Det er en øde Bjærgryg, dækket med Kalkgrus og kendt for de mange Dryp-
stenshuler og de nøgne isolerede Keglebjærge, der ofte har eller har haft Borge paa
loppen, som Hohenzollern, 855 m, Hohenstaufen, 684 m, og Rechberg, 705 m De
sidste Dele af Bjærgene, Albuch og Härtfeld, sænker sig ned til Riesdalen. — De
frankiske Jura, der begynder paa den anden Side Wörnitz (i Nærheden af Ries
hæv61' Hesselberg sig til 689 m), strækker sig c. 250 km, gennemsnitlig 28 km brede,
i en Bue først mod NØ. hen til Naabdalen, derpaa mod N. op til V. for Fichtel-
gebirge, de egentlige frankiske Jura, hvor de ender i Staffelberg, 450 ni, og saaledes
tvinger Main til at slaa ind i sin første Bue mod N. Kun ved de dybt indskaarne
Dale med stejle Sidevægge faar de Karakteren af Bjærg'e, thi Hovedkammen, hvori
Dolomiten er fremtrædende, er i Gennemsnit kun 550 m og hæver sig næppe 200
ni over Donausletten; af Gennembrudsdalene er Altmühls (keltisk Alkmona) den
betydeligste. De egentlige frankiske Jura falder stejlt af mod V. til Regnitzdalen,
hvorimod de sænker sig jævnt mod 0. til Sletten om Naab; den mest kendte Del
er det frankiske Schweiz omkring Wiesentdalen med kuppelformede Dolomittopne
og talrige Drypstenshuler.
2. Den schweiziske Højslette, c. 10,000 km2, S. for Rhinens Gennembrud er i
ennenisnit henved 40 km bred og 500 ni høj, dog med betydeligere Hævninger
otte 3—400 m over Omgivelserne — som Mont Jorat N. for Genfersøen, 863 m og
mod NØ. Lindenberg, 900 m, og Ütli, 873 m —, saaledes at kun mindre Slræknii*
ger er egentlige Sletter. Det er for det meste frugtbart Land, hovedsagelig henhø-
rende til Molassedannelsen, og opfyldt af Floder og Søer, som omtales nedenfor.
Den c. 33,000 km2 store schwabisk-bagerske Højslette, begrænset mod 0. af
Salzachs Dal. er et bølgeformet Land. 500—650 m over Havet, med lave Højde-
rygge navnlig langs Donaudalen; egentlig Sletteland findes kun i de brede Flod-
dale, som næsten alle hist og her ledsages af Sumpstrækninger de saakaldte
Moose — som Dachauer og Erdinger Moos i Isardalen der er forsvindende,