270
Mellemevropas Natur og Befolkning.
efter Istiden opstaaede Søer med fortrinlig Tørvejord, til stor Nytte for disse skov-
fattige Egne. Jordbunden bestaar mest af Sand og Kalk, blandet med Rullesten,
og er derfor lidet skikket til Agerdyrkning; de højere liggende Flader mellem de
fra Alperne kommende Parallelfloder er dog for det meste tørt Græsland, de saa-
kaldte „Heder“, saaledes ligger S. for Augsburg Lechfeld, der først i den aller-
sidste Tid er blevet oppløjet; dog er der ogsaa enkelte frugtbare Agerdyrknings-
distrikter, som Egnen om Augsburg og Strækningen mellem Regensburg og Inn.
Kun mod S. hvor Molassedannelsen fra Alperne træder frem over Rullestensdan-
nelsen, findes højere Punkter, som Waldburg, 772 in, V. for Iller Auerberg, 1056 ni,
og det for sin Udsigt kendte Peissenberg, 989 m, S. for Afnmersø, et af de større
„Klarebækner“ ved Alpernes Nordfod; af andre saadanne nævnes Würm- og
Chiemsø.
*
f. Alpefloder og Søer. — 1. Det laveste Punkt i den schweiziske Højslette er
det Punkt, hvor Rhinen gennembryder Jura, og til samme Sted søger vifteformig
alle Slettens store Vandløb, Rhinens Bifloder.
Rhinen (af et keltisk Ord Rin, „den rindende“) opstaar af en Mængde Bække,
men som Hovedkilde nævnes Vorderrhein, der kommer fra Tomasø, c. 2345 m o.
H. paa den sydøstlige Side af St. Gotthardsgruppen. Den løber som en rivende
Gletscherstrøm mod NØ. gennem Tavetschdalen (c. 12 km lang), forstærket ved flere
Tilløb, hvoraf de vigtigste er Mittelrhein (eller Medeiser), der kommer fra S. fra
Luknianierpasset (1917 m) og forener sig med Vorderrhein ved Dissentis. Ved Rei-
chenau (586 m o. H.) forener den sig med Hinterrhein (Tomleschger), der kom-
mer fra Rheinwaldgletscheren og selv har flere større Tilløb, deriblandt Albula;
Hinterrheins Dal kaldes Rheinwald, Schams og Domleschg. Rhinen er endnu en
rivende Strøm; først ved Char (600 ni), hvor den drejer mod N. og optager Pies-
sur, bliver den sejlbar for Baade. Paa sin Vej gennem den nordlige Tværdal til
Bodensøen optager den atter store Tilløb, navnlig fra højre Side, saaledes Land-
quart og Hl; Tværdalen bliver efterhaanden bredere; ved Rheineck, 398 ni, naar
Floden Bodensøen (Lacus Brigantinus, senere kaldet Schwabiske Hav eller Bod-
mansø, fransk Lac de Constanze), 538 km2, dens Klarebækken; Rhinen fører ikke
ubetydelige Masser med sig fra Bjærgene, dens Munding ved Rheineck rykker sta-
dig længere mod N. Den fiskerige og med Frugt- og Vinhaver omgivne Sø har som
Samfærdselsmiddel stor Betydning for de omliggende Egne, da den sjældent fryser til;
Søen danner mod NV. to Bugter: Uberlingersø, den nordlige, og Zeller- eller Untersø,
den sydlige, der kun er 20 ni dyb, og til hvilken Indsnævringen ved Konstanz fører;
det er gennem den sidste Bugt, at Rhinen fortsætter sit Løb. Ved Stein forlader
den 80 m brede Strøm Søen, endnu er den sejlbar for større Baade; men ved
Schaffhausen, hvor den naar Jura, begynder den sit rivende, utaalmodige Løb over
Kalkstenene, indtil den noget S. for Schaffhausen danner det kendte 20 m høje
Vandfald ved Laufen. Efter et kort Løb mod SV. slaar Rhinen ind i den vestlige
Hovedretning til Basel, 245 m o. H.; paa denne Strækning danner den atter flere
betydelige Katarakter, som afbryder Skibsfarten, saaledes ved Foreningen med Aar,
ved Laufenburg og ved Rheinfelden. Paa Vejen fra Bodensøen til Baselknæet op-
tager Rhinen kun ubetydelige Tilløb i højre Bred, som Wutach, Alb og Wehrs,
medens den i den venstre optager Thur, Töss, Glatt og Aar, Øvrerhinens mægtigste
Biflod, endelig ved Baselknæet Ergolz og Birs.
Aar (Aare, fransk Ar ole), c. 280 km med et 17,400 km2 stort Opland, udspringer
paa Finsteraarhorngruppen, løber først et kort Stykke mod NØ. og drejer derpaa
mod NV. i den dybe Haslidal, hvor den ved Handeck danner et af Alpernes skøn-