272
Mellemevropas Natur og Befolkning.
mod 0. og N. Ved Flüelen træder Reuss ind i Søen, ved Luzern forlader den den
og bryder nu i nordlig Hovedretning gennem de lave Foralper, optagende i venstre
Bred lille Emme, der løber gennem Entlibuchdalen, og i højre Zugersøens Afløb
Lorze. Ved Reuss’ Udløb i Aar er den 330 m o. H. — Limmat danner Afløbet for
Wallen- og Ziirichersø (88 km2), 423 og 409 m o. H. I Wallensøens Østside løber
Selz, i dens Vestside Linth (se p. 260). Ved Linthkanalen, 20 km lang, staar Wal-
lensø i Forbindelse med Ziirichersøen, Kanalen har til Dels udtørret den sumpede
Lavning mellem de to Søer. Straks efter Udløbet af Ziirichersøen optager Floden,
som nu kaldes Limmat, i venstre Bred Sihl; ved Udløbet i Aar lidt neden for Reuss
Munding er Limmat 328 m over Havet. — Rhinens Løb i Schweiz er c. 280 km
foruden Bodensøen. Om Flodens videre Løb se under næste Afsnit.
2. Donau kan vel ikke kaldes en Alpeflod, da den udspringer i Schwarzwald,
men da den gennemløber den schwabisk-bayerske Højslette og modtager nogle af
sine største Tilløb fra Alperne, bliver den omtalt her under eet indtil dens Ind-
trædelse i den ungarske Slette.
Donau (i Oldtiden kaldet Danubius, i det nedre Løb Ister), Evropas næststørste
Flod, c. 2900 km med et c. 800,000 km2 stort Opland, opsiaar i Schwarzwald af
to Kildefloder, Brege og Brigach (begge Navne betyder Bjærgvand), som forener sig
ved Donaueschingen, 477 m o. H.; naar selve Kilden ved Donaueschingen opgives
som Donaus Kilde, er det egentlig urigtigt, thi denne forener sig efter et ganske
kort Løb med den allerede da 30 km lange Brigach. Donau begynder nu sit Løb
i nordøstlig Hovedretning til Regensburg for derpaa at vende sig mod SØ. til Pas-
sau, hvor den betræder østerrigsk Grund efter et c. 610 km langt Løb. Noget før
Tuttlingen begynder den at bryde gennem Jura — her mister i øvrigt Floden en
Del af sit Vand, som ad underjordisk Vej forener sig nned den til Bodensøen lø-
bende Aach og saaledes bidrager til at forøge Rhinens Vandmængde -—, og ved
Sigmaringen træder den ned i Højsletten, først ved Ulm, 468 m o. H., efter at den
har modtaget sit første store Tilløb, bliver den sejlbar. IPaa venstre Bred ledsages
den af Jura til Regensburg, og af Bayrischer Wald til Passau, hvorfor dens Til-
løb fra denne Side er mindre betydelige; de største er Wörnitz, der udmunder ved
Donauwörth, Altmühl, som udmunder ved Kelheim, Naab>, der udspringer paa Fich-
telgebirge, og Regen, som kommer fra Böhmerwald; de to sidste udmunder nær ved
Regensburg. Derimod har den store Tilløb fra Alperne, navnlig mærkes Iller, Lech,
Isar og I nn; for Skibsfarten har den sidste mest Betydning. Iller, der udmunder
noget før Ulm, kommer fra Algaueralperne. Lech, der lober parallel med den for-
rige i nordlig Hovedretning, udspringer nær ved Rothe Wand (se p. 264), træder
ved Füssen ned paa Højsletten og optager ved Augsburg i venstre Bred den næ-
sten parallelle Wertach. Isar kommer fra Karwendelbjærgene og løber, efter at være
brudt gennem Bjærgene, mod N. og NNØ. forbi München til Freising, hvorpaa
den slaar ind mod NØ. til sin Munding; i venstre Bred modtager den Tilløb fra
Walchensø og gennem Amper fra Staffel-, Ammer- (c. 50 km2) og Wiirmsø, i højre
Bred fra Achensø. Inn, den betydeligste af disse Donaus Bifloder, over 500 km,
har et med Isar nogenlunde parallelt Løb. Den udspringer i selve Kernealperne 0.
for Maloja og løber først mod NØ. gennem Engadindalen langs de rhætiske Alper
(se p. 263), bryder derpaa ind i den mere mod 0. rettede Inndal, hvor den allerede
bliver sejlbar ved Hall, og baner sig derpaa fra Kufstein gennem en nordlig Tværdal
Vej ned paa Højsletten, som den betræder ved Rosenheim; her optager den Mang-
fall, Tegernsøens Afløb. Ved Inns Munding ved Passau, 287 m o. H., er den bredere
end Donau selv, og dens Løb er saa stærkt, at man et langt Stykke skelner dens
hvide, kalkholdige Vand fra Donaus lysegrønne. Af Inns Bifloder nævnes i højre