De mellemtyske Bjærge.
277
overstiger 900 m. Det bestaar gennemgaaende af devonske Lag (Skifer, graa Sand-
sten, Kalksten), hist og her gennembrudte af eruptive Lag; isolerede Trachytmasser
og talrige hede mineralske Kilder vidner om den vulkanske Natur. Floddalene, navn-
lig Rhindalen, danner en betydelig Modsætning til Plateauerne: hine har et mildt Kli-
ma, er frugtbare og besatte med Haver og Vinbjærge langt op ad Skraaningerne, Pla-
teauerne derimod et barskt Klima, og paa de mellem de store Skovstrækninger spar-
somt spredte Marker trives kun Kartofler i større Udstrækning. Plateauerne deles ved
Rhindalen i en vestlig og østlig Del, Rhinens Bifloder deler dem atter i flere Partier.
Rundt om Skiferbjærgene er lejrede yngre Lag, der til Dels er rige paa brugbare
Mmeralier, navnlig findes mod SV. og mod N. betydelige Stenkulslejer.
1. Bjærglandet V. for Rhinen falder i to ulige store Dele, skilte ved Moseldalen:
den mindre sydlige Del Hunsrück og den større nordlige Del, der bestaar af Eifel,
Hohe Venn og Ardennerne. — Det 4—500 m høje Hunsrücks Plateau ligger inde-
sluttet mellem Rhinen og dens Biflod Nahe samt Mosel, mod SV. gaar det over i
Saarbrücker Kulbæknet. Over det øde Plateau hæver sig enkelte skovbevoksede, af
Kvarts bestaaende Bjærgrygge i Retningen Ira SV. til NØ., de eneste egentlige Bjærg-
<li ag i de rhinske Skiferbjærge. De begynder ved Saar som Schwarzwälder Hochwald
med Erbeskopf, 815 m; derpaa følger Idar Wald (Idarkopf, 739 m), Soon Wald, 663
m, og Binger Wald. — Det plateauagtige Eifel med c. 500 m Middelhøjde bestaar for
det meste af øde, skovløse Strækninger, kun de smaa Floddale er frugtbarere, ja
nogle, som Ahrs snævre, dybt indskaarne Dal, leverer endog fortrinlig Vin. Den Del
at Eifel, Vordereifel og Hoheneifel, der ligger 0. for Kylls Dal, er særlig rig paa vul-
kanske Dannelser; blandt de mange Kegler fremhæves Mosenberg, 524 m, for sin
smukke Form; de højeste Toppe er Nürburg, 688 m, og Hohe Acht, 725 m; højst
karakteristiske er de saakaldte Maare, o: runde Kedeldale, der til Dels er fyldte
med Vand, den betydeligste er Laachsø, c. 275 m o. H. V. for Kylls Dal ligger Højde-
ryggen Schneifel (o: Schneeeifel), den vildeste og ødeste Del af Bjærglandet. Nord-
ligere ligger det c. 700 m høje, meget jævne Plateau Hohe Venn (Fenn, o: Mose), saa-
ledes kaldet paa Grund af sine udstrakte Tørvemoser; en Mængde Floder, som Kyll,
der løber mod S., og Roer (Ruhr), der løber mod N., udspringer her. — Mod V.
gaar disse Plateauer næsten umærkeligt over i Ardennerne, der mod SV. sænker sig
ned til Nordfrankrig, mod N. begrænses de af Menses og Sambres Dal. Indtil Menses
Gennembrudsdal fra Méziéres til Namur har Plateauet en Middelhøjde af c. 500 ni;
det er til Dels dækket med Skov, men der findes ogsaa store nøgne, sumpede Stræk-
ninger med barsk Klima. Langs Sambre og Meuse er der rige Kullejer, heller ikke paa
Jærn er der Mangel.
2. Bjærglandet 0. for Rhinen deles i Taunus, Westerwald og Sauerland. — Det
gennemsnitlig c. 400 ni høje Taunus begrænses mod 0. af Wetterau, mod N. af Lahns
Dal; mod S. og SØ. er Affaldet til Rheingau og Maindalen stejlest, ligesom ogsaa de
største Højder findes her — Bjærglandet kaldes i almindelig Tale die Hohe —, saa-
ledes Feldberg, 880, og Altkönig, 798 m; Fortsættelsen mod V., det saakaldte Rhein-
gauer Bjærgland, ender i Niederwald tæt ved Rhinen, med det 1883 rejste, kæmpe-
mæssige Nationalmonunient (Germania) for Krigen 1870—71. Fra denne Sydrand
strømmer Vandløbene parallelle mod N. til Lahn. Taunus er noget frugtbarere og har
et mere venligt Udseende end de tidligere Plateauer; det er særlig rigt paa mineralske
Kilder saavel i det Indre (Selters) som ved Sydranden (Homburg, Soden, Wiesbaden).
N. for Lahn følger det barske og øde, c. 500 m høje Westerwald, begrænset mod
N. af Siegs Dal, mod 0. af Lahns, hvilken Flod udspringer omtrent paa samme Sted
som Sieg og først vender sig mod S., førend den slaar ind mod SV. til Rhinen: de
højeste Punkter, Salzburger Kopf, 655, og Fuchskauten, 657 m, ligger omtrent midt