De mellemtyske Bjærge.
283
Hassberge, 514 m, Steigermaid (Frankenberg, 512 ni) og Frankenhohe. Denne fran-
kiske Højslette har et mildere Klima end den bayerske, nogle Strækninger, som
Regnitzdalen, er temmelig ufrugtbare, hvorimod andre er rigt udstyrede. Det gæl-
der navnlig den i Højsletten c. 100 m nedsænkede Maindal, et rigt Vin- og Frugtland;
Flodens Sejlbarhed bliver meget forøget ved dens betydelige Krumninger: fra Kil-
den til Mundingen er der c. 250 km, medens Løbet er mere end 550. Main (Romer-
nes Moenus) opstaar af hvide (se p. 281) og røde Main, der udspringer i de fran-
kiske Jura; noget neden for Kulmbach, 306 m, forener de sig, ved Foreningen med
Rodach begynder Sejlbarheden; senere optager Main bl. a. i højre Bred Itz og
frankisk Saale, i venstre den betydelige Regnitz (Rednitz) — opstaaende af frankisk
og schwabisk Rezat — og Tauber, der løbei’ forbi Rothenburg og udmunder i Main
ved Wertheim. Efter at være brudt gennem de rhinske Bjærge træder Main ved
Aschaffenburg, 130 m, ned i Rhindalen (se p. 276).
De noget højere Plateauer omkring Neckar, ofte kaldte den schmabiske Høj-
slette, er et frugtbart Land, navnlig er Floddalene rigt udstyrede med Frugt- og
Vinhaver. Plateauet sænker sig væsentlig mod N., følgende Neckar. Floden, der er
c. 370 km lang, udspringer i Hjørnet mellem Schwarzwald og Jura nær ved Rott-
weil, 700 m, løber først mod NØ. i en snæver Dal, indtil den efter Optagelsen af
Fils slaar ind mod NV. og mod N. ved Optagelsen af Enz (med Bifloden Nagold}.
Dalen udvider sig nu, ved Kannstadt begynder Sejlbarheden, men noget neden for
Marbach indsnævres alter Flodlejet, indtil den ved Heilbronn, 155 m. bliver sejlbar
for større Fartøjer, hvorefter den i højre Bred optager Kocher og Jagst. Ved Mos-
bach begynder Gennembruddet gennem de rhinske Bjærge, ved Heidelberg, 105 m,
træder Neckar ned i Rhindalen.
d. Det bøhmisk-mShriske Bjærgland danner et Parallellogram, der strækker
sig Ira NV. til SØ. Navnlig paa de tré Sider er Landskabet Bøhmen, hvortil slutter
sig Mähren, skarpt begrænset af Randbjærge, mod SØ. er det derimod mere aabent.
1. Den nordvestlige Rand dannes af de fra Fichtelgebirge udgaaende Erz-
gebirge, som dog ikke lige slutter sig til Fichtelgebirge, idet der imellem disse sidste
og Zwickauer Mulde ligger et c. 600 m højt Plateaulandskab, det ovennævnte (p.
281) vogtlandske Plateau eller Elstergebirge, væsentlig bestaaende af Lerskifer og
Sandsten og bredende sig paa begge Sider af Elster, der udspringer paa det 759 m
høje Kapellenberg. De c. 150 km lange, væsentlig af krystallinske Skifre, Gnejs og
Granit bestaaende Erzgebirge har en Kamhøjde paa 7—800 m i Gennemsnit, dog er
de højest mod V„ her er de c. 1000 m. Det hele danner et bredrygget Plateau med
jævnt Affald mod N. til det sachsiske Bjærgland, hvorimod Affaldet mod S. til Bøh-
men er i høj Grad stejlt. Erzgebirge er uden egentlige Toppe („et Bjærgland uden
Bjærge“); de højeste Punkter, der navnlig findes ved Sydranden — Keilberg,
1243 m, Fichtelberg, 1213 ni, Auersberg, 1018 m —, er kun stumpe, kugleformede
Højder. Bjærgdraget er rigt paa Metal og har derfor en ikke ringe, men fattig Be-
folkning; slaar Kartoffelhøsten fejl, er der stor Nød. Erzgebirges Hovedflod er den
c. 250 km lange Mulde, Biflod til Elben.
Som Bindeled mellem Erzgebirge og Sudeterne maa de c. 450 km2 store Elb-
sandsteinsgebirge eller sachsisk Schweiz betragtes. Oprindelig har det været et
c. 400 m højt, temmelig jævnt Plateau, dannet af horisontalt liggende Sandstens-
lag fra Kridtformationen, nu er det gennembrudt af Elben og dens Bifloder, der
har dannet dybe Dale med næsten lodrette Vægge, og Sandstenen har antaget de
mærkeligste Former; paa Elbens venstre Bred ligger Schneeberg, 724 m. det højeste