Kar paterne og Ungarn.
289
næsten helt overdækkede Jordbund er meget frugtbar. Klima og Planteverden er
omtrent som paa Tysklands Højsletter, det stærkere udprægede Fastlandsklima
muliggør dog Vinavl; under Overlaget findes betydelige Saltlejer, navnlig i Egnen
om Klausenburg og ved Maros-Ujvar i Marosdalen.
Højlandets Østrand dannes af de sydøstlige Karpater, udprægede Kædebjærge,
der ved Længdedale deles i flere parallelle Drag, hvoraf de midterste væsentligt be-
staar af krystallinske Stenarter, de østlige af Sandsten og de vestlige af vulkanske
Dannelser. Til de sidste hører den fra Centralkæden ved Maros’ og Alutas øvre Dale
skilte ungvulkanske Hargitakæde (højeste Punkt Hargita, 1798 m). 0. for Central-
kæden gennemstrømmes Længdedalene af Sereths Bifloder; den længste er Bistritza,
der udspringer mod N. ved Centralkædens Begyndelse paa Kædens højeste Punkt
Ineu eller Kuhhorn, 2280 m; sydligere, S. for det 1196 m høje Borgopas, hæver sig
Pietrozul, 2305 ni; derefter bliver Højdepunkterne lavere, Nagy Hagymas er 1798,
Nagy Sandor 1640 m. Fra Ineu udgaar mod VNV. en Bjærgkæde, der begynder med
det ovennævnte Pietrozul og ender ved Theiss’ Dal, den danner saaledes Transsil-
vaniens Nordrand; mod N. ledsages den af Theiss’ Biflod Visso.
De sydøstlige Karpaler regnes til Ojtozpasset, 852 m. Bjærggrupperne, der gaar
herfra noget mod S. og derpaa strækker sig mod V., dannende Transsilvaniens
Sydrand, kaldes de transsilvanske Alper, et Navn, der ofte bruges ogsaa om de syd-
østlige Karpater. Og vel ligner de hinanden i det, at de væsentlig bestaar af kry-
stallinske Stenarter, men deres Bygning er forskellig; thi de egentlige transsilvanske
Alper er lidet forgrenede og mangler Længdedale, hvorimod de er rige paa Tvær-
dale, der ofte helt gennembryder Bjærgene og deler dem i flere Grupper. Saaledes
følger efter den første Gruppe (Lakocs, 1764 m), der gaar mod S. til Bodzapasset,
de i vestlig Retning liggende Grupper: Czukas, 1958 m, der gaar til Tømøs- eller
Predealpasset, 1640 m, hvorigennem Jærnbanen fører fra Kronstadt ned i Vala-
kiet til Bukarest, og Tørzburgpasset, 1240 m, mellem hvilke to Passer Bucsecs (But-
schetsch), c. 2500 m, hæver sig. Derefter følger Fogarasbjcergene, der naar til det
dybe Røde Taarns Pas, 352 m, gennem hvilket Aluta flyder; det er den vildeste af
alle Bjærggrupperne med Systemets højeste Toppe, Butianu er 2515, Negoi 2536 m.
V. for det Røde Taarns Pas følger en stærkt forgrenet Gruppe, næsten helt bestaa-
ende af Gnejs med Højdepunkter, der kun er lidet lavere end den forriges: ved
enkelte Længdedale — den længste er Jius (Schils) Dal — deles Gruppen i korte
Parallelkæder, hvoraf nævnes Cibin- eller Mandrabjærgene (Cindrelul, 2248 m); i
de nordlige Kæder hæver sig Sarian til 2063 og Retyczat til 2506 m. Mod V. be-
grænses denne Gruppe af Indsænkningen, hvorigennem Jærnbanen fører fra Ungarn
ad Temesdalen over Teregova og Orsova ind i Rumænien, 511 m, den gamle Hoved-
vej mellem Ungarn og Rumænien („Porta Orientalis“); den mest brugte Vej over
Gruppen er Vulkanpasset, 1624 m. Det sydvestlige Hjørne af Karpaterne, der drejer
ned til Donau, er de betydelig lavere Banaterbjcerge, kun enkelte Toppe naar
12—1400 m, Szemenik er 1445 m.
Mellem Maros og Szamos hæver sig paa Transsilvaniens Vestrand et Bjærg-
land, der er rigt paa Former og sammensat af de forskelligste Formationer, idet
dog krystallinske Stenarter er overvejende; det er især mod S. rigt paa ædle Me-
taller, navnlig Guld, hvorfor det ogsaa kaldes de transsilvanske Malmbjærge; af
Grupperne nævnes fra N. til S. Bück-, Rezy- og Biharbjcergene, hvilket sidste Navn
ogsaa bruges for alle Grupperne; her ligger det højeste Punkt Kukurbeta eller Nagy
Bihar, c. 1850 m, de nordlige Grupper er langt lavere, her gaar ogsaa Hovedvejen
fra Transsilvanien til Ungarn, nemlig fra Klausenburg igennem Kørøs’ nordligste
Kildeflods Dal til Grosswardein.
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog II 19