Det mellemeuropæiske Lavland.
293
sien sender betydelige Tunger ned mellem Bjærgene; mellem Sudeternes syd-
østlige Ende og Østersøen er det bredest, c. 350 km, hvor Weserbjærgene og Harzen
skyder sig op, er Bredden kun det halve. Medens Underlaget i dette Lavland dan-
nes al lästere Lag, der hører til et dybere sunket Massiv, og som kun enkelte
Steder træder Irem til Overfladen, bestaar Overlaget af Diluvialdannelser, som Ler,
' Sand’ Grus °S Sten’ der 1 Istiden er hidførte af mægtige Gletschere fra Skandina-
vien. Hvor de nedre faste Lag træder frem, ligger de lejrede parallelle med de mel-
lemevropæiske Bjærge eller i Retningen fra SØ. til NV, og Vandløbene har derfor
denne Retning. Floderne har paa Grund af det løse Overlag gennemgaaende tem-
melig flade og uregelmæssige Bredder og er tilbøjelige til at sande til; dog er denne
Hindring for Sejladsen forholdsvis let at rydde af Vejen. Lavlandet er dog ikke
nogen ensformig Slette, endogsaa fraset de enkelte Højdedrag, thi selve Overlagets
Beskaffenhed fremkalder ikke ringe Afveksling. Hvor der nemlig har dannet si-
lave Højder, fører Vandet Leret ud af Sandet ned i Dalene, som derved bliver
irugtbarere, medens der paa Højderne, hvor kun Sandet bliver tilbage, findes Heder
eller tynde Fyrreskove; hvor der ikke er saadanne Højder og Leret og Sandet er
blandet, er Jorden godt skikket til Kultur, naar blot Vandet har rigeligt Afløb; fat-
tes dette derimod, danner der sig Moser, dels Lavlandsmoser, mest i den østlige
Del, dels Høj- eller Hedemoser, mest mod V. Men naar undtages Marskegnene og
en Del af Floddalene, skal der dog strængt Arbejde til for at faa noget ud af Jor-
den, hvorfor ogsaa mange Egne er tyndere befolkede end de sydligere Bjærgland-
skaber. Paa den anden Side maa mærkes, at de mellemtyske Bjærge netop er rigest
paa Mineralier paa Ydersiden, hvorfor der ogsaa langs denne, navnlig i Belgien,
Rhinprovinsen, Sachsen og Schlesien, findes tæt befolkede Industriegne, der ofte
forgrener sig langt mod N. i Lavlandet.
Ved de fremspringende Weserbjærge deles Lavlandet i en mindre v e s 11 i g og
en større østlig Del; den første gaar omtrent umærkeligt over i det vestevropæh
ske, den anden i det østevropæiske Lavland; begge Dele har deres ejendommelige
kendemærker. Medens den vestlige Del næsten helt mangler Hævninger, og en Del
endog ligger under Havets Niveau, deles det østlige ved lave Landrygg’e, der gaar
i'vestøsthg Retning, i flere Partier, og Strækningerne langs Østersøen ligger højere,
saa ål Marskbæltet, som karakteriserer den vestlige Del, mangler. Tillige er der
Modsætning i klimatisk Henseende: den vestlige Del har udpræget Kystklima, i den
østlige er lorskellen paa Aarstiderne større, og man nærmer sig mere Fastlands-
klimaet.
a. I den vestlige Del af Lavlandet skelnes de noget højere liggende Land-
skaber ved Bjærgenes Yderrand, de saakaldte Border, fra det helt lave Kystland;
Grænsen imellem dem kan i Almindelighed sættes, hvor Floderne viser Tilbøjelig-
hed til at slaa ind i den vestlige Retning. Her begynder G e e s t e n, bølgeformede
Mose- og Sandstrækninger, derpaa følger Marsken. Som en fjerde Stribe kan
de p. 250 omtalte Watten betragtes, som man ved Dæmninger søger at ind-
vinde og forvandle til Polder eller Kooge, som de kaldes i Sønderjylland. Be-
skrivelsen knyttes bedst til Flodernes Løb. Til Lavlandets vestige Del hører Schelde
Maas, Rhinen, Ems og Weser.
1. Det belgiske Lavland hører væsentlig til den c. 430 km lange Scheldes
(Escauts) Opland. Dens Kilde under 50° n. Br. paa de franske Grænsehøjder SV.
for Le Cateau er kun noget over 100 m over Havet; ved Indtrædelsen i Belgien er
den kun 14 m o. H., saa at dens Fald er meget ringe. Den optager i højre Bred
I lame, i venstre Scarpe, bliver sejlbar ved Tournay (10 m) og træder ved Oude-