Lufttrykket. Luftens Temperatur. Kyst- og Fastlandsklima.
71
°g 4,5° og -f- 18°. Det er især Havets Indflydelse, som gør sig gældende her, da
de Lande, der ligger i Nærheden af det, har en ligeligere Temperatur Vinter og
Sommer; thi den rigelige Sky- og Taagedannelse dæmper Solstraalernes Virkning
om Sommeren, men paa den anden Side bevirker Skyerne, at Jorden ikke saa hur-
tig slipper sin Varme i de lange Nætter og om Vinteren, og derved mildnes den
kolde Aarstid; saadanne Lande har Kyst- eller Øklima. Men jo længere et
Land ligger fra Havet, jo mindre vedholdende er Skydækket, og derfor bliver der
stor Forskel paa Dagenes og Nætternes og paa Aarstidernes Temperatur, da Jor-
den hurtigere indsuger, men ogsaa hurtigere udstraaler Varmen; det kaldes Fast-
landsklima. Som udprægede Eksemper paa disse to Slags Klimaer nævnes
1 horshavn og Jakutsk; paa det første Sted er Forskellen mellem den koldeste og
varmeste Maaneds Middeltemperatur omtr. 7,5 0 (+ 3,2 og + 10,8 °), paa det andet
næsten 62° (_i_ 42,9 og -|- 18,8°); i Verchosjansk er Forskellen endnu større, nem-
lig 66,5 (4- 51 0 og + 15,5°). De koldeste Egne er ikke, i alt Fald paa den nordlige
Halvkugle, ved Polen, men i Østsibirien, idet man i Verchosjansk har iagttaget
-4- 70 0 og mere, og i Grønland („Kuldepolerne“); paa den sydlige Halvkugle skal
der paa det antarktiske Fastland være truffet endnu højere Kuldegrader, endog
4- 70 0 som Middeltemperatur. De varmeste Egne er heller ikke under Ækvator,
men noget N. derfor, i Sydalgier og i det nordvestlige Forindien, -|- 50 0 og derover.
De Linjer, der forbinder Steder med samme Sommertemperatur, kaldes Isolerer
elles Sommejvarmelinj er, de, der forbinder Steder med samme Vinter-
temperatur, Isochi mener eller Vintervarmelinjer. Disse Linjer er langt
mere oplysende om de enkelte Egnes Varmeforhold end Isotermerne, et Navn, som
nu bruges for dem alle; blot maa man erindre, at Sommervarmelinjerne paa den
nordlige Halvkugle (Juli) er Vintervarmelinjer paa den sydlige (se p. 72—73).
Af stor Betydning for Varmens Fordeling er Højdeforholdene, idet Varmen af-
tager med Højden, fordi Luften ved at opvarmes udvider sig og stiger til Vejrs,
men ved dette Arbejde forbruges Varme, hvorved Luften afkøles; jo mere Luften er
mættet med Vanddampe, desto langsommere foregaar Afkølingen; hel tør Luft reg-
nes at aftage 1 0 for hver 100 m, den stiger til Vejrs; i Gennemsnit aftager den omtr.
V20 og mindre for hver 100 ni, i Begyndelsen raskere, senere langsommere.
Med Hensyn til den aarlige Middeltemperatur staar derfor høje Bjærglande lige
med Lavlande, der ligger nærmere Polerne; men da Varmen aftager hurtigere i Høj-
den om Sommeren end om Vinteren, bliver i Højderne Forskellen mellem Aars-
tiderne ringere. Den forholdsvis hede Sommer, Polarlandene kan have, savner Bjærg-
landene.
b. Den ulige Fordeling af Varmen, der fremkaldes ved Jordbundens større
eller mindre Evne til at optage Varmen og ved Aarstiderne, er ogsaa Grunden til
Vinden e. Idet de nedre Luftlag opvarmes, udvides de som lige nævnt og udøver
et Tryk til alle Sider, men mest op ad, da her Modstanden er mindst, det vil sige
den lettere Luft stiger til Vejrs og frembringer et forskelligt Lufttryk i de øvre
Luftlag, og Luften strømmer nu fra de Steder, hvor Lufttrykket er størst, til de,
hvor det er mindre; dette fremkalder da atter en Strømning i de nedre Luftlag i den
modsatte Retning; med andre Ord den varme Luft strømmer til den kolde og om-
vendt. Jo større Forskel der er paa Lufttrykket over to nærliggende Steder, jo
stærkere bliver Strømningen.
Der er altsaa stor Forskel paa disse Strømningers Hastighed. Naar Hastig-
heden ikke overstiger 1 m i Sekundet, kaldes det stille Vejr eller Brise; svag
Kuling naar til 4 m, frisk Kuling til 7 m, stiv Kuling til 12 m og haard Kuling
til 20 m; Storm gaar med 20—35 m i Sekundet; er Hastigheden over 35 m, kaldes