Geografisk Haandbog

70 Fysisk Geografi. kun omtr. 8000 m Højde være nok til at fremkalde Normaltrykket; men Luft- trykket aftager, jo højere vi kommer til Vejrs, ved en Højde af lienved 6000 m er det kun det halve, ved 60 m er det kun 1 mm, det er, fordi man kommer fra de tættere til stadig tyndere Luftlag. De vekslende Fænomener i Luften, som nu skal iagttages, og som er Gen- stand for den unge Videnskab Meteorologiens (og dens Underafdeling Klimatolo- giens) Undersøgelser, strækker sig højst 10—15 km i Højden (fastslaaet ved den nyeste Tids Ballonopstigninger). De har alle deres sidste og egentlige Grund i den, baade hvad Rum og Tid angaar, højst ulige Fordeling af Varmen. a. Luften selv indsuger kun en ringe Del af Solens Straaler, de rammer mest Jorden og opvarmer denne, og ved Udstraalingen opvarmer da atter Jorden Luften. Jo mere lodrette og i jo længere Tid Straalerne virker paa Jorden, jo større bliver Varmen, den er altsaa betydeligst ved Ækvator, mindst ved Polerne. Den mindste Varme finder man lige før Solens Opgang, den højeste Varme en å to Timer efter dens Kulmination, fordi Udstraalingen foregaar langsommere end Indsugningen. Man finder et Steds Middeltemperatur ved først at finde den enkelte Dags Middeltemperatur (ved tre Iagttagelser af Termometret: Morgen, Middag og Aften), derpaa Maanedens, saa de enkelte Aarstiders, og til sidst ved Sammenstillingen af alle disse Tal hele Aarets; naar man dernæst har iagttaget Temperaturen for en Række af Aar, kan man angive et Steds Middeltemperatur. I Troperne, hvor de klimatiske Forhold er langt regelmæssigere, behøves kun færre Aars Iagttagelser, medens man hos os i de tempererede Egne, hvor Forskellen for de enkelte Aar er langt større, maa udstrække Iagttagelserne over et meget længere Tidsrum. Var nu Jorden en Kugle, hvor alle Betingelser var ligelig fordelte, vilde Middel- temperaturen være ens for alle Steder paa samme Breddegrad, eller de Linjer, som forbinder Steder med samme aarlige Middeltemperatur, og som kaldes I s o t e r- m e r eller A a r s v a r m e 1 i n j e r, vilde være parallelle. Men det er langt ira Til- fældet, thi navnlig den ulige Fordeling af Vand og Land, dernæst "V indretningerne, Havstrømningerne, Jordbundens forskellige Form og Beskaffenhed bevirker store Afvekslinger i Varmeforholdene. Ved at betragte de krumme Aarsvarmelinjer paa et Isotermekort faar man et Begreb om dette. Linjerne er især uregelmæssige i det indre af de store Fastlandsmasser og over den nordlige Del af Atlanterhavet. Paa den nordlige Halvkugle har Fastlandenes vestlige Kyster langt stærkere Varme end Østkysterne; i de tropiske Egne løber Linjerne nogenlunde jævnsides njed Ækva- tor, paa den sydlige Halvkugle er det modsat af 1’ orholdet paa den noidlige, thi her er det Østkysterne, der er de varmeste. Man ser ogsaa, at Temperaturen paa den sydlige Halvkugle er ringere end paa den nordlige, og at under de lavere Breddegrader er Landet varmere end Havet, medens det er omvéndt under de højere; i det første Tilfælde indsuger Landet mere Varme end Havet, i det tempe- rerede5 og kolde Bælte udstraaler det mere i de lange Nætter og i Vintermaanederne end Havet, som holder længere paa Varmen. Men Steder, der ligger under samme Aarsvarmelinjer, har derfor langt fra ens Varmeforhold, idet den samme Aarstemperatur selvfølgelig kan fremkomme af højst ulige Temperaturer i de enkelte Aarstider. Saaledes har Vardø (under omtr. 78,5°) og Chabarovka i Østsibirien (omtr. 48,5 °) samme Aarstemperatur, V20, men det første Sted har en Middeltemperatur i Januar og Juli af -4- 6 o ©g + 9 °, medens Tallene for det andet er 25 0 og + 21 °; Trondhjem og Orenburg har ogsaa samme Aarstemperatur, og her er Januars og Julis Middeltemperatur hen- holdsvis • 2V20 og + I2V20 Og 4- 15° og + 21 0; i Christianssund i Norge og i Tilsit er Åarstemperaturen 6V20, og her er Tallene henholdsvis _i_ 1,6 ° og + 13 °