Moræner. Isbjærge. Laviner. Atmosfæren.
G9
hvad de støder paa, saa at man maa bygge Tage ud over Vejene for at beskytte
dem; alene Lufttrykket, som gaar forud, tager Mennesker, Dyr, Huse og Træer med
sig. Ofte dæmmer de op for en Bjærgstrøm, som da med Voldsomhed svømmer
over. Nogle andre, Støvlavine r ne, falder om Vinteren eller i det tidligste
Foraar og bestaar af løs, tør Sne, der falder ned omtrent som Støv; men skønt
dette skulde synes at gøre dem mindre farlige, er de dog om muligt endnu mere
ødelæggende end Grundlavinerne som Følge af det Lufttryk, de foraarsager. De
hidtil omtalte Sneskred finder Sted i de mellemste Regioner af Højbjærgene; i de
højestliggende Dele findes de saakaldte Som m e r- eller I sbræla v iner, som
er mindre ødelæggende alene af den Grund, at der saa godt som ingen menneske-
lige Boliger eller Veje er at ødelægge. Endelig maa man erindre, at Isen og Sneen,
navnlig naar den smelter om Foraaret, kan sprænge og løsne store Masser af selve
Bjærget, og disse Bjærgskred staar i ødelæggende Virkninger ikke tilbage fol-
de voldsomste Laviner.
§ 10. Luftkr edsen.
Jorden omgives af et Luftlag, Atmosfæren, om hvis Udstrækning man
ikke kan vide noget bestemt. Saa meget kan man dog sige, at den maa have
Sfæroideform ligesom Jorden og sandsynligvis har en stærkere Fladtrykning. Dens
yderste Grænse maa i alt Fald sættes der, hvor Centrifugalkraften begynder at
overvinde Tyngden; denne yderste Grænse sætter Laplace til 5,6 Jordradier eller
omtrent 36,000 km. Endnu i en Afstand af omtrent 80 km er Atmosfæren i Stand
til at tilbagekaste Lyset (de lysende Skyer fra Krakatau-Udbruddet). Stjerne-
skuddene sætter man til en Højde af 100 til 200 km (man mener endog, at Nord-
lyset skal naa os fra en Højde af 5—600 km). Men den yderste Grænse er dog vist
langt nærmere end af Laplace beregnet, maaske allerede ved 300 km. Luften maa
i alt Fald allerede i disse Højder være saa fortyndet, at vi ikke kan gøre os noget
Begreb om det, thi allerede ved en Højde af 50 km er Luften saa fortyndet, som
vi ikke kan fremstille den ved vore bedste Luftpumper. I Luften, der overalt har
omtr. den samme Sammensætning, findes af 100 Rumfang omtr. 78 Rumfang Kvæl-
stof, 21 Rumfang Ilt, 1 Rumfang Argon og nogle andre Luftarter i forsvindende
Mængde, deriblandt Kulsyre (0,03 Rumfang) samt Vanddamp i meget forskellig
Mængde, da den jo ikke er nogen permanent Del af Luften, men fortættes og bliver
til Vand ved Afkøling. Ved den tørreste Luft, man hidtil har iagttaget, indeholdt en
Kubikmeter Luft ved 40° C. Varme 3,8 Gram Vand; men en Kubikmeter Luft ved
40°, som er mættet med Vanddampe, indeholder 50 Gram Vand. Luftens samlede
Vægt har man angivet til noget under en Milliontedel af Jordmassens og 272 Gange
mindre end Havvandets.
Luften har i sig selv en specifik Vægt, nemlig under normale Forhold (ved
0° og 760 mm Barometerstand) V293 kg pr. kbm; men da den er et meget elastisk Le-
geme, og da de enkelte Dele af Atmosfæren uhindret øver et Tryk i vertikal Retning,
maa Luftens Tæthed og Vægt stadig være skiftende; de nederste Luftlag maa have
en langt større Tæthed, men Varmen foraarsager nu en stadig Udvidelse af de
enkelte Luftdele og derved en Forringelse af Tætheden. Det skiftende Lufttryk
maaler man ved Hjælp af Barometret, og det Lufttryk, som svarer til
Trykket af en Kviksølvsøjle paa 760 mm, kalder man det
normale Lufttryk; det findes naturligvis kun i de laveste Lag, i Almin-
delighed ved Havfladen. Var nu Atmosfæren overalt ligelig, vilde et Luftlag paa