Kulturplanter. Dyreverdenen. Dyreregioner.
83
sige Former. Man kan træffe Landmasser nær ved hinanden med samme Klima og
Vegetation, som dog har en forskellig Dyreverden; man maa da deraf antage, at
de ira tidligst Tid ikke har staaet i Forbindelse. Det er f. Eks. Tilfældet i Sydøst-
asien, hvor Strædet mellem Bali og Lombok danner en Grænse (Wallace-Linien)
mellem to Dyreverdener; Øerne 0. for Strædet har en Fauna, som tyder hen paa,
at de har staaet i Forbindelse med Avstralien, ligsom de vestlige Dele, hvor Ele-
anten findes (Sumatra, Java), vistnok har været landfaste med Asien. Ligesom for
Planteverdenen hersker den almindelige Regel for Dyreverdenen, at den tager af
hen imod Polerne, baade hvad Arter og Individer angaar. Det gælder dog ikke Ha-
vets Dyreverden, som det ovenfor er omtalt, den bliver jo tværtimod rigere. Og til
Dels danner ogsaa Insektverdenen en Undtagelse fra denne Regel; de arktiske Egne
er netop forholdsvis rige paa Insekter i den korte Sommertid.
Dyr eg eogr aften (Zoogeografien) søger, ligesom Plantegeografien paa sit Om-
raade, at finde Lovene for Dyrelivets Fordeling og Udbredelse. Ogsaa her er Var-
men og i det hele de klimatiske Forhold en overordentlig vigtig Faktor, men andre
Momenter har ogsaa Betydning, saaledes Jordbundens eller rettere sagt dens Plante-
livs Beskaffenhed og Menneskets Indgriben samt ikke mindst Fordelingen af Land
og Vand, ikke alene som den er, men som den har været under Jordens Udvikling
i de forskellige geologiske Perioder. Men er det vanskeligt for Plantegeografien, i
alt Fald paa Videnskabens nuværende Standpunkt, at inddele Jorden i plante-
geografiske Bælter eller Zoner, er det endnu vanskeligere for Dyregeografien at
foretage en saadan Inddeling, da Formerne her er langt mere mangfoldige og uens-
artede, alene Adskillelsen af Dyrelivet paa Landet, i det ferske Vand og i Havet
gør det saa at sige umuligt at give en Inddeling, der gælder for alle Grupper. Det
mest kendte Forsøg paa at opstille Dyreregioner, der rigtignok kun om-
fatter Landene, skyldes Wallace, som navnlig støttende sig paa de geologiske Re-
sultater skelner mellem følgende 6 Regioner, hver indeholdende et Antal Dyre-
former, der ikke findes i de andre Regioner, og hver delt i Underafdelinger (Sub-
regioner), der endnu almindelig anvendes som Grundlag for den videnskabelige
Forskning. 6
1. Den palæarktiske Region (den gamle Verdens arktiske R.) omfatter Ev-
ropa, Nord- og Mellemasien og Nordafrika indtil Sahara. (Underafdelinger: den
evropæiske, undtagen Sydevropa, den middelhavske, sibiriske og mandsjuriske).
2. Den nearktiske Region (den nye Verdens arktiske R.) omfatter Nordamerika
med det nordlige Mexico (Underafd.: den californiske, Klippebjærgenes, den alle-
ghaniske og den canadiske).
3. D'en (etiopiske Region omfatter Afrika fra Sahara, Sydarabien og Mada-
gaskar (Underafd.: den østafrikanske, vestafrikanske, sydafrikanske og madagas-
karske).
4. Den orientalske Region omfatter Forindien, Bagindien med Sydkina og da
indiske Øer indtil Bali og Celébes (Underafd.: den hindostanske, ceylonske, himå-
layiske og indomalayiske).
5. Den australske Region omfatter Avstrallandet, de avstralske Øer og de
indiske Øer indtil Celébes og Lombok (Underafd.: den avstromalayiske, polyne-
siske og nyzealandske).
6. Den neotropiske Region (den nye Verdens tropiske R.) omfatter Syd-
mexico, Mellem- og Sydamerika og Antillerne (Underafd.: den mexicanske, brasilian-
ske, chilenske og vestindiske).
Til Kulturplanterne svarer i Dyreriget Nytte- og Husdyrene. Men i For-
hold til Kulturplanterne er de Dyr, der enten i vild Tilstand jages af Mennesket
6*