FJERDE KAPITEL
ØSTEVROPA* * * * * * 1 * *)
DET ØSTEVROPÆISKE LAVLAND
4 1. Horisontal Udstrækning. Ydre Omrids.
a. Det østevropæiske eller sarmatiske Lavland strækker sig fra Karpaterne og
Østersøen til Ural, og fra det sorte Hav og den pontisk-kaspiske Indsænkning til det
nordlige Ishav. Det ligger mellem den 45. og 70. Breddegrad — det sydligste Punkt
er Kap Saritsj paa Krim, 440 40’ n. Br., det nordligste ligger ved det Jugorske
Stræde, 69° 40’ n. Br. —, og det er lejret temmelig lige om den 40. Længdegrad,
idet den 20. gennemskærer Østersøen med den bottniske Bugt og den 60. følger Ural;
Polens Vestgrænse ligger under 17 o 50’ ø. L., mod NØ. naar det evropæiske Rusland
til 66° ø. L. paa Grund af Uralkædens Bøjning; det strækker sig saaledes gennem
25 Breddegrader, Linjen fra Varangerfjord til Krims Sydspids er c. 2870 km, og
gennem 48 Længdegrader, Linjen fra Polens Vestgrænse til Ural er c. 2700 km, til
Guvernementet Orenburgs Østgrænse c. 3100 km. Landmassen er med Fradrag af
Grænsebjærge og de indtrængende Bugter over 5 Mill, km2, altsaa rigelig Halvdelen
af Evropa; med Finland, der vel i fysisk Henseende staar nærmere ved den skandi-
naviske Halvø, men som behandles her af historiske Grunde, er det c. 5,4 Mill. km2.
Naar dets Indflydelse langt fra svarer til dette betydelige Areal, erindres her blot om,
at det i fysisk Henseende er den uheldigst stillede Del af Evropa dels ved sit gen-
nemgaaende stærkt kontinentale Præg, dels fordi en betydelig Del mod N. ligger
uden for Agerdyrkningsbæltet.
b. Om Landegrænsen er der til Dels allerede tidligere givet Antydninger. Græn-
sen mod Asien dannes af Uralkæden. Uralfloden og Manytsjlavningen eller den
*) De russiske Navne volder særlig Besvær, da det russiske Sprog bruger et eget Alfabet, og Be-
handlingen af Navnene er aldeles vilkaarlig. Ved mange har man forladt den russiske Ortografi og
søgt ved Omskrivning at komme saa nær som mulig til Udtalen, men ved en stor Del har man bi-
beholdt den oprindelige russiske Stavemaade, saaledes at de ved Omskrivning i Lighed med den første
Klasse i den Grad vilde afvige fra den Form, hvori de nu een Gang er slaaede fast, at de vilde blive
ukendelige.
Her gives kun følgende almindelige Antydninger om Udtalen: e faar i Reglen et svagt Forslag a'f i,
ogsaa hvor her ikke i Omskrivningen er brugt je (Neva = Njeva); i betonet Stavelse antager e i visse
Tilfælde Udtale af jo (jaa); i faar ogsaa, navnlig efter t, d, n og s, et svagt Forslag af j (Nisjni=Njisjnii);
o udtales som meget aabent aa, og, naar det staar foran den betonede Stavelse, som a (Örel == Ariol)
Om Hvislelydene henvises til, hvad der er sagt i Anni. 1 p. 323; z og s, hvoraf det første lyder
blødere, som det franske j, bliver man nødt til at gengive paa samme Maade: ved sj. For Betoningen
kan der ikke gives Regler; medens den i czechisk ligger paa første, i polsk paa næstsidste Stavelse,
gælder ingen almindelig Regel her.