Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
452 Det østeuropæiske Lavland. Stammefrænder mod V., de saakaldte Saporoger (?•. de, der bor hinsides Porogerne, Faldene ved Dnjepr), midt i det 17. Aarhundrede gav sig under Rusland, som helt op- løste deres Stal 1775; senere forflyttedes Resterne af dem til Landet mellem Kuban og Manytsj. Det russiske Sprog med eget Alfabet, der stammer fra det gammelslaviske og i sin nuværende Form gaar tilbage til Peter den Stores Tid, og som udmærker sig blandt de slaviske Sprog ved sin Velklang, er i Forhold til sin store Udbredelse kun lidet afvigende i sine Dialekter. Østgrænsen for de af Polakkerne særlig beboede Lande (se for øvrigt II p. 305) kan drages fra N. til S. omtrent over Byerne Suvalki, Bialystok og Siedlce og derlra mod SØ. til Zamosc, hvorefter den vender sig mod SV. til Vislokas Kilder i Karpaterne; men denne Grænse er i øvrigt meget ubestemt, og ligesom Germanerne trænger Polakkerne fra V., gør Russerne det her; ved russisk Indvandring og Indførelsen af det russiske Sprog i Kirke, Skole og Øvrighed søger Regeringen at tilintet- gøre den polske Nationalitet. Mod 0. er Polak- kerne endnu temmelig udbredte mellem Litau- erne, Lille- og Hviderusserne; Dnjepr kan om- trent sættes som Østgrænsen for disse polske Enklaver. Polakkernes Antal i Østevropa er c. 7,9 Mill. Den kraftige, smukt byggede Polak er i meget en Kontrast til Russeren. Han er sirlig, let og livlig, rask til at handle og holder stærkt paa sin Individualitet, men derfor ofte letsindig, upraktisk, lidenskabelig og ude af Stand til at Kosak. rette sig efter andre, Karaktertræk, der lit er komne til Orde i den polske Historie og har bi- draget til Landets Undergang. Polakken holder af at optræde luksuriøst, og for at til- fredsstille denne Lyst paalægger han sig Savn i det daglige Liv; man møder derfor, endog hos de højesre Klasser, Lurvethed og Pragt ved Siden af hinanden. Den dan- nede Middelstand mangler næsten helt: Bønderne, der ligesom i Rusland i lange Ti- der har været trykkede under Livegenskabet, lever under højst usle Forhold. Folket er i sin Helhed stærkt forbitret paa de russiske Undertrykkere, stærkest føles maa- ske Trykket i dc kirkelige Forhold; alle Polakkerne er Romersk-Katolikker. Det pol- ske Sprog, der benytter det latinske Alfabet, er rigere paa Hvislelyde end det russiske og ikke saa ejendommeligt som dette, men meget velklingende og har en rig poetisk Litteratur. Det reneste polsk skal tales i Lille Polen omkring Sandomierz. Af Sydslaver findes kun nogle Serbere i enkelte Kolonier omkring Jekaterinoslav og henved 100,000 Bulgarere i Bessarabien og paa Krim. Af de andre indoevropæiske Folk nævnes først de lettiske Folk, Litauerne og Letterne (se II p. 13), der bor omkring den rigaiske Bugt fra Njemen mod V. til Peipussøens Sydspids mod 0.; mod S. naar de omtrent ned til Grodno. Dette Folk, Oldtidens Æstyer, o: Østmænd, har boet her fra ældgammel Tid, snart staaende under Germanerne, snart under Slaverne; heller ikke deres Sprog, som regnes til de ejendommeligste i Evropa, har nogen egentlig selvstændig Litteratur trods Folkets poetiske Begavelse, der navnlig faar sit Udtryk i Folkesangene (Dainos). Den litaui- ske Dialekt, den reneste, tales omkring Njemen (i de vestlige Dele af Litauen kaldes Folket ogsaa Schmuder eller Samogitier); den anden Dialekt, den lettiske, tales i