502
Den skandinaviske Halvø.
mer fra Hardangerfjældene, løber gennem Mjøsvandet og danner derpaa som Maan-
elven nær ved Gausta den 105 m høje Bjukanfos (o: den rygende), senere løber den
gennem Tinnsjøen, som atter staar i Forbindelse med Hiterdalsvandet; Seljordselven
er Afløb for Sei jordsvandet, Eidselven danner ligeledes Afløb for en Række Søer som
Bandak og Hviteseid; det lille Flodsystem er ved Kanaler gjort sejlbart til c. 70 km
fra Mundingen indtil Hiterdal. Sydligere ligger endnu et Par Dalfører, der gaar
ned mod Kysten til Arendal; her løber den fra Østsiden af Sætersdalen kommende
Nisser- eller Nidelv, 180 km lang, der strømmer gennem det 35 km lange Nisservand
(c. 80 km2) og udmunder ved Arendal. Otterclven udspringer i øvre Telemarken,
gennemløber Sætersdalen og flere Smaasøer som Byglandsfjord og udmunder ved
Christianssand.
b. Mellemsveriges Lavland strækker sig over hele Halvøen fra Skagerak til
den bottniske Bugt; mod N. og S. er Grænserne uregelmæssige, da de her bestem-
mes af Udløberne fra Højskandinavien og Sydsveriges Bjærgland. Dette Lavland,
hvori kun enkelte Punkter rager op til henved 300 m, har, som det synes, tidligere
været en Havarm, der senere har hævet sig; de store Indsøer ligger ogsaa i Modsæt-
ning til Skandinaviens andre Søer i Retning fra V. til 0., og deres Bund naar be-
tydelig under Havfladen; i de dybeste Dele af Vänern og Vättern har man desuden
fundet Saltvandsdyr. Særlig jævne er de Landskaber, der ligger N. for Søerne; i øv-
rigt er Landet kuperet og bølgeformet og deles ved lave Højderygge i tre Partier.
Fra Bråvikens nordlige Strand gaar mod V. til Søen Skagern en skov- og malmrig
Højderyg, der fra gammel Tid danner Grænsen mellem Svea- og Gøtaland eller
„Ofvanskog“ og „Sunnanskog“ og kun faa Steder naar til en Højde af c. 200 ni;
den kaldes fra 0. til V. Kolmården, Tyloskog (indtil 223 m) og Tiveden, den sidste
N. om Søen Unden til Skagern (nordligere ligger Skovaasen Kåglari). Her støder
Højderyggen sammen med Dalfjældets sydligere Udløber, Kilsbergen. A . for Hjäl-
maren, og mod S. fortsættes Højdedragene mellem Vänern og Vättern i den store
Landryg, der saaledes forbinder Højskandinavien med Sydsverige. N. for Kolmår-
den og Tyloskog ligger Målarsletten, 0. for den store Landryg og Vättern Østgøta-
sletten, V. for Landryggen og S. for Vänern Vestgøtasletten. Over disse Sletter hæver
sig blot enkelte Punkter, til Dels af en mærkelig Dannelse (se p. 494). Saaledes ligger
i Østgøtasletten ved Vätterns Østkyst Omberg, 264 m, ved Vänerns Østrand den lag-
delte, terrasseformede Kinnekullen, c. 280 m, Halleberg, c. 150 ni, det noget lavere
Hunneberg samt paa selve Landryggen mellem Vänern og Vättern Billingen, c. 300
m, og Møsseberg, c. 325 ni.
Søernes Række begynder mod V. med den største af dem, Vänern, c. 5570 km2,
44 m o. H., den største Dybde er 108 m. Ved det fra N. i Søen fremspringende Nås
og ved Øen Kollandsø mod S. deles den i den mindre vestlige Del, Dalbosjø, og den
egentlige Vänern. Af dens mange Tilløb nævnes fra V. og N. Upperudselven, dei
fører Vandet fra en Del Søer som Stora Le, Lelången og Silen, og langs hvilken Dals-
landskanalen er anlagt; By elven, der i sit øvre Løb kaldes Vrangselven (se p. 501)
og løber gennem Søen Glafsf jorden; Afløbet fra Vårmelen; Norselven fra Søerne
Fryken; men navnlig den c. 450 km lange Klar elv, der under Navn af Fæmuns- og
Trysilelv kommer fra Fæmunsjø i Norge, 670 ni o. H. (se p. 497). Det vigtigste Til-
løb fra Dalarne er Svartelven, der i sit nedre Løb kaldes Letelven og løber ind i den
lille Sø Skagern; i sit Løb fra denne til Vänern kaldes den Gullspångselven. I Va-
nernes Øst- og Sydøstside løber de smaa Aaer Tidan, Lidan og Nossan. A änerns Afløb
er den c. 110 km lange Gøtaelv, der maa betragtes som Klarelvens Fortsættelse; den
løber ud mod SV. ved Vänersborg og danner kort efter det i fire Afsatser nedstyr-