Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

123 hver forestille tusinde Generationer eller ti tusinde. Efter tusinde Generationers Forløb antages Arten A at have frembragt to ud- prægede Varieteter, nemlig a1 og m1. Disse to Varieteter vil i Al- mindelighed vedblive at være udsat for de samme Livsbetingelser, som fik deres Stamformer til at variere, og selve Tendensen til Va- riabilitet er arvelig; som en Følge deraf vil de søge at variere og i Almindelighed paa næsten samme Maade som deres Stamformer. Fremdeles vil disse to Varieteter, der jo dog kun er svagt modifice- rede Former, arve de Fordele, som gav deres Stamform A større Individantal end Landets fleste andre Beboere; ligeledes vil de have Del i de omfattende Fordele, som gjorde den Slægt, til hvilken Stamarten hørte, til en stor Slægt i dens Hjemstavn. Og alle disse Omstændigheder er, som vi ved, gunstige for Frembringelsen af nye Varieteter. Dersom da disse to Varieteter er variable, vil de af deres Va- rieringer, som divergerer mest, i Almindelighed blive bevarede gen- nem de næste tusinde Generationer. Og efter dette Tidsrums For- løb antager vi, at Varieteten a1 (se Tavlen) har frembragt Varie- teten a2, som ifølge Divergensprincipet vil afvige mere fra A, end Varieteten a1 gjorde. Varieteten m1 antages at have frembragt to Varieteter, nemlig m2 og s2, der afviger fra hinanden indbyrdes og endnu mere fra deres fælles Stamform A. Vi kunde blive ved at gaa frem med lignende Trin, saa længe det skulde være, og lade nogle af Varieteterne efter hvert Tusinde af Generationer frem- bringe blot en enkelt Varietet, men i en mere og mere modificeret Tilstand, og lade andre frembringe to eller tre Varieteter og atter andre slet ingen. Saaledes vilde Varieteterne eller de modificerede Efterkommere, gaaende ud fra den fælles Stamform A, i Almindelig- hed blive ved at tiltage i Antal og divergere i Karakter. Paa Tavlen er vi gaaet op til den ti tusinde Generation og under en sammen- trængt og simplificeret Form til den fjorten tusinde Generation. Jeg maa imidlertid her bemærke, at det ikke er min Mening, at det altid gaar saa regelmæssigt til som paa Tavlen — skønt jeg der dog har gjort det noget uregelmæssigt — heller ikke at det altid er gaaet saa jævnt; det er langt mere sandsynligt, at hver enkelt Form forbliver uforandret i lange Tider og saa igen bliver Forandringer underkastede. Jeg mener heller ikke, at det altid er de mest divergerende Varieteter, der bliver bevarede; en Mellemform