Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

129 kommere. Disse to Grupper af Slægter vil saaledes danne to bestemt adskilte Familier eller Ordener; det kommer jo an paa, hvor stort man antager det Beløb af divergerende Modifikation, som Tavlen frembyder, for at være. De to nye Familier eller Ordener ned- stammer fra den oprindelige Slægt, og denne antages saa igen at nedstamme fra en eller anden endnu ældre og ubekendt Form. Vi har set, at det overalt er Arter, som hører til de større Slæg- ter, der oftest frembyder Varieteter eller begyndende Arter. Dette kunde man nu have sagt sig selv i Forvejen; thi da Kvalitetsvalgets Indvirkning paa en Form er betinget af, at denne Form paa en eller anden Maade er heldigere stillet i Kampen for Tilværelsen end de andre Former, vil det hovedsagelig paavirke dem, der allerede paa en eller anden Maade er heldigt stillede; og det, at en Gruppe er stor, viser, at dens Arter har nogle heldige Egenskaber fælles, som de har arvet fra en fælles Stamform. Derfor vil Kampen om at frem- bringe nye og modificerede Efterkommere navnlig staa mellem de større Grupper, der alle bestræber sig for at forøge deres Individ- antal. Den ene store Gruppe vil langsomt besejre den anden, ind- skrænke dens Individantal og derved dens Udsigt til fremtidig Va- riering og Forbedring. Indenfor en og samme stor Gruppe vil de se- nere og mere fuldkomne Undergrupper, derved at de forgrener sig stærkt og sætter sig fast paa mange nye Pladser i Naturens Husholdning, stadig søge at afløse og ødelægge de tidligere og min- dre forbedrede Undergrupper. Smaa usammenhængende Grupper og Undergrupper vil tilsidst forsvinde. Kaster vi Blikket ud i Fremtiden, kan vi forudsige, at de Grupper af organiske Væsener, der nu er store og herskende og som er mindst usammenhængende, (d. v. s. af hvilke der er uddøet færrest), vil endnu længe vedblive at udvide sig. Men hvilke Grupper der til sidst vil faa Overhaand, det kan ingen forudsige; thi man har Eksempler nok paa, at Grup- per, der tidligere var i overordentlig høj Grad udviklede, nu er ud- døde. Ser vi endnu længere ud i Fremtiden, kan vi forudsige, at en Mængde af mindre Grupper, paa Grund af at de store Grupper stadig vokser, vil gaa aldeles til Grunde og intet modificeret Afkom efterlade sig, og at endelig, som en Følge deraf, overordentlig faa af de Arter, som lever til en hvilken som helst given Tid, vil have Efterkommere i Live i en meget fjern Fremtid. Jeg skal komme til- bage til dette Emne i Kapitlet om Klassifikation, og jeg skal blot Darwin: Arternes Oprindelse. 9