Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København
Udgave: Anden Udgave
Sider: 502
UDK: 5754
Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.
Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
233
ruget i kortere Tid, (der forsikres nemlig, at der er Forhold imel-
lem Æggets Størrelse og Rugetiden), saa falder det ikke vanskeligt
at tro, at der kunde være bleven dannet en Race eller Art, som lagde
mindre og mindre Æg; thi saadanne vilde sikrere blive udklækkede.
Hr. Ramsay bemærker, at to af de avstralske Gøge, naar de lægger
deres Æg i aabne Reder, viser en afgjort Forkærlighed for saadanne,
som indeholder Æg, der ligner deres egne i Farve. Den evropæiske
Art har nu ganske vist nogen Tendens til et lignende Instinkt, skønt
den ikke sjældent afviger derfra, hvad man kan se deraf, at den
lægger sine matte og blegt farvede Æg i Graairiskens (Accentor)
Rede, der indeholder glinsende blaagrønne Æg. Havde vor Gøg
altid vist det ovenfor omtalte Instinkt, saa vilde dette ganske vist
have kommet til at høre til deres Tal, om hvilke man antager, at de
alle er vundet paa engang. Den avstralske Bronze-Gøgs Æg varie-
rer ifølge Hr. Ramsay i overordentlig høj Grad i Farve, saa at Kva-
litetsvalget, saa vel i denne Henseende, som ogsaa hvad Størrelsen
angaar, meget godt kunde have sikret og fæstnet enhver fordelagtig
Variering.
Med Hensyn til det, at den unge evropæiske Gøg skulde kaste
sine Plejebrødre ud, saa maa man først lægge Mærke til, at Hr.
Gould, som særlig har givet sig af med dette Emne, er overbevist
om, at det er en Vildfarelse; han forsikrer, at de smaa Fugleunger i
Almindelighed bliver kastet ud i Løbet af de tre første Dage, og i
den Tid er den unge Gøg aldeles magtesløs; han hævder, at den
unge Gøg ved sine Hungerskrig eller ved andre Midler i den Grad
tilvender sig Plejeforældrenes Opmærksomhed, at kun den faar
Føde, saa at de andre maa sulte ihjel, og saa bliver de smidt ud af
de gamle Fugle ligesom Æggeskallerne og Ekskrementerne. Han
indrømmer imidlertid, at den unge Gøg, naar den er bleven ældre
og stærkere, kan have Magt til og maaske ogsaa Instinkt til at kaste
sine Plejebrødre ud, dersom de har været saa heldige ikke at sulte
ihjel de første Dage efter deres Fødsel. Hr. Ramsay er for de av-
stralske Arters Vedkommende kommen til det samme Resultat; han
siger, at den unge Gøg i Begyndelsen er en lille, ubehjælpsom, fed
Skabning, men „da den vokser hurtigt, saa fylder den snart den
største Del af Reden, og dens ulykkelige smaa Kammerater, som
enten ligges ihjel af den eller suites ihjel paa Grund af dens Graa-
dighed, bliver kastet ud af Forældrene.“ Ikke desto mindre er der