Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

233 ruget i kortere Tid, (der forsikres nemlig, at der er Forhold imel- lem Æggets Størrelse og Rugetiden), saa falder det ikke vanskeligt at tro, at der kunde være bleven dannet en Race eller Art, som lagde mindre og mindre Æg; thi saadanne vilde sikrere blive udklækkede. Hr. Ramsay bemærker, at to af de avstralske Gøge, naar de lægger deres Æg i aabne Reder, viser en afgjort Forkærlighed for saadanne, som indeholder Æg, der ligner deres egne i Farve. Den evropæiske Art har nu ganske vist nogen Tendens til et lignende Instinkt, skønt den ikke sjældent afviger derfra, hvad man kan se deraf, at den lægger sine matte og blegt farvede Æg i Graairiskens (Accentor) Rede, der indeholder glinsende blaagrønne Æg. Havde vor Gøg altid vist det ovenfor omtalte Instinkt, saa vilde dette ganske vist have kommet til at høre til deres Tal, om hvilke man antager, at de alle er vundet paa engang. Den avstralske Bronze-Gøgs Æg varie- rer ifølge Hr. Ramsay i overordentlig høj Grad i Farve, saa at Kva- litetsvalget, saa vel i denne Henseende, som ogsaa hvad Størrelsen angaar, meget godt kunde have sikret og fæstnet enhver fordelagtig Variering. Med Hensyn til det, at den unge evropæiske Gøg skulde kaste sine Plejebrødre ud, saa maa man først lægge Mærke til, at Hr. Gould, som særlig har givet sig af med dette Emne, er overbevist om, at det er en Vildfarelse; han forsikrer, at de smaa Fugleunger i Almindelighed bliver kastet ud i Løbet af de tre første Dage, og i den Tid er den unge Gøg aldeles magtesløs; han hævder, at den unge Gøg ved sine Hungerskrig eller ved andre Midler i den Grad tilvender sig Plejeforældrenes Opmærksomhed, at kun den faar Føde, saa at de andre maa sulte ihjel, og saa bliver de smidt ud af de gamle Fugle ligesom Æggeskallerne og Ekskrementerne. Han indrømmer imidlertid, at den unge Gøg, naar den er bleven ældre og stærkere, kan have Magt til og maaske ogsaa Instinkt til at kaste sine Plejebrødre ud, dersom de har været saa heldige ikke at sulte ihjel de første Dage efter deres Fødsel. Hr. Ramsay er for de av- stralske Arters Vedkommende kommen til det samme Resultat; han siger, at den unge Gøg i Begyndelsen er en lille, ubehjælpsom, fed Skabning, men „da den vokser hurtigt, saa fylder den snart den største Del af Reden, og dens ulykkelige smaa Kammerater, som enten ligges ihjel af den eller suites ihjel paa Grund af dens Graa- dighed, bliver kastet ud af Forældrene.“ Ikke desto mindre er der