Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

239 fangst. I Schweiz arbejder Herrerne og Slaverne sammen, bringer Materiale til Reden og bygger den; begge, men hovedsagelig Sla- verne, passer og malker, som man kunde sige, deres Bladlus, og saaledes samler de begge Føde til Samfundet. I England plejer kun Herrerne at forlade Reden og samle Byggemateriale og Føde til sig selv, Slaverne og Larverne. Herrerne i dette Land modtager altsaa meget færre Tjenester af deres Slaver end de i Schweiz. Ved hvilket Trin F. sanguinea’s Instinkt er blevet til, det skal jeg ikke indlade mig paa at gætte. Men da Myrer, der ikke holder Slaver, plejer, som jeg har set, at bære Pupper af andre Arter bort, dersom de ligger i Nærheden af deres Rede, saa er det muligt, at saadanne Pupper, som oprindelig var bleven samlede for at tjene til Føde, kunde udklækkes, og de fremmede Myrer, der saaledes var bleven opklækkede, vilde da følge deres sædvanlige Instinkt og gøre, hvad Arbejde de kunde. Dersom nu deres Nærværelse viste sig at være nyttig for de Arter, som havde taget dem i Hus — det kunde jo være fordelagtigere for disse Arter at fange Arbejdere end selv at frembringe dem saa kunde den Vane at samle Pupper til Næring ved Kvalitetsvalget blive styrket og blive gjort staaende saaledes, at de nu samlede Pupper i den Hensigt at opdrage Slaver. Naar Instinktet engang var erhvervet, selv om det var i en meget ringere Grad end hos vor britiske F. sanguinea, der, som vi har set, faar mindre Hjælp af sine Slaver, end den samme Art faar i Schweiz, saa kunde Kvalitetsvalget forøge og modificere Instinktet idet vi stadig antager, at enhver Modifikation er til Nytte for Arten —, indtil der var bleven dannet en Myre, der var saa afgjort afhængig af sine Slaver som Formica rufescens. Biens Instinkt til at danne Celler. Jeg vil ikke her indlade mig paa dette Emnes smaa Detaljer, jeg vil blot give et let Udkast af de Slutninger, til hvilke jeg er kom- men. Det maa være en sløv Natur, som kan undersøge Bygningen af en Bikage, der saa smukt tjener sit Formaal, uden enthusiastisk Beundring. Matematikerne fortæller os, at Bien praktisk har løst en vanskelig Opgave og har givet sin Celle netop den Form, som kan rumme den størst mulige Mængde Honning med det mindst mulige Forbrug af det kostbare Voks. Man har bemærket, at en dygtig Me-