Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

317 vilde udmaale den i Aar, dog rimeligvis, af de nys angivne Grunde, var kort i Sammenligning med det Tidsrum, i hvilket den holdt sig uforandret. Man burde vel huske paa, at man nu til Dags, selv om man har udmærkede Eksemplarer til Undersøgelse, sjældent kan forbinde to Former med hinanden ved Mellemformer og saaledes bevise, at de hører til samme Art, medmindre man har samlet mange Indi- vider fra mange Steder, og for de fossile Arters Vedkommende kan Palæontologerne sjældent gøre disse Fordringer Fyldest. Vi kan maaske bedst forstaa, hvor usandsynligt det er, at vi skulde være i Stand til at forbinde Arterne med hverandre ved talrige fossile Mellemformer ved blot f. Eks. at spørge os selv, om Geologerne i den kommende Tid vil være i Stand til at bevise, at vore forskellige Racer af Køer, Faar, Heste og Hunde oprindelig nedstammer fra et enkelt Hold eller flere, eller fremdeles hvorvidt visse Havblød- dyr, der lever ved Nordamerikas Kyster, og som af nogle Kon- kyliologer anses for særegne Arter, der er forskellige fra deres evropæiske Repræsentanter, af andre Konkyliologer kun holdes for Varieteter, om disse virkelig er Varieteter, eller, som man siger, specifik forskellige. Dette kunde kun ske derved, at den fremtidige Geolog opdagede utallige Mellemtrin i fossil Tilstand, og et saadant Held er i højeste Grad usandsynligt. Det er atter og atter bleven forsikret af Forfattere, som tror paa Arternes Uforanderlighed, at Geologien ingen Mellemformer giver. Denne Forsikring er aldeles falsk. Som Hr. J. Lubbock har bemærket, „enhver Art er et Forbindelsesled mellem andre beslæg- tede Former.“ Dette viser sig tydeligt, dersom vi tager en Slægt, der har en Mængde nulevende og uddøde Arter, og ødelægger de fire Femtedele af dem; thi i saa Tilfælde vil vel næppe nogen be- tvivle, at Resten vil staa langt skarpere adskilt fra hinanden. Der- som de ekstreme Former i Slægten tilfældigvis saaledes er bleven ødelagt, saa vil Slægten i de fleste Tilfælde staa mere bestemt for- skellig fra de andre beslægtede Slægter. Kamelen og Svinet eller Hesten og Tapiren er nu øjensynlig meget bestemt adskilte For- mer ; men dersom vi tager de forskellige fossile Pattedyr, som alle- rede nu er bleven opdagede, af de Familier, hvortil Kamelen og Svinet hører, med i Betragtning, saa bliver disse Former forenede med hinanden ved Led, der ikke staar hverandre saa overordentlig