Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København
Udgave: Anden Udgave
Sider: 502
UDK: 5754
Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.
Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
328
maa have forekommet i disse uhyre lange Perioder. Dersom vi da
kan slutte noget af disse Kendsgerninger, saa er det det, at dér,
hvor vore Have nu findes, dér har der været Have lige fra de fjer-
neste Tider, om hvilke vi har nogen Anelse, og paa den anden Side,
at dér, hvor Fastlandet nu findes, dér har der været Landstræk-
ninger, uden Tvivl udsat for store Niveauforandringer lige siden
den første siluriske Periode. Det kolorerede Kort, der følger med
min Bog om Koralrevene, fik mig til at drage den Slutning, at de
store Oceaner endnu stadig er Sænkningsstrøg, de store Arkipelager
endnu Scenen for skiftende Niveauforandringer og Fastlandene
Strøg, der hæves. Men vi har ingen Grund til at antage, at det alt-
sammen har været saaledes lige fra Verdens Begyndelse. Vore
Fastlande synes hovedsagelig at være opstaaet derved, at Hæv-
ningen under de mange Niveauforandringer har haft Overvægten;
men kan ikke de Steder, hvor Hævningen eller Sænkningen har
Overvægten, have byttet Rolle i Tidernes Løb? Paa en Tid, der laa
længe før den siluriske Tid, kan der have eksisteret Fastlande dér,
hvor der nu er Oceaner, og der kan have været store aabne Ocea-
ner dér, hvor vi nu har Fastland. Man vilde nu imidlertid ikke være
berettiget til at antage, at f. Eks. det stille Oceans Bund, dersom
det skulde blive omdannet til et Fastland, vilde frembyde Aflejrings-
formationer i en saadan Tilstand, at man kunde kende Levningerne
fra Tider, der var ældre end de siluriske Lag, thi det kunde godt
hænde, at Lag, som rykkede Jordens Midtpunkt nogle Mil nærmere,
og som var bleven tyngede af det ovenover liggende Vands umaade-
lige Vægt, kunde have lidt langt mere af Metamorfisme end Lag,
der altid har været nærmere ved Overfladen. De uhyre Stræk-
ninger, der i nogle Dele af Verden, f. Eks. i Sydamerika, findes af
nøgne metamorfe Klipper, der maa være bleven glødede under stort
Tryk, har altid forekommet mig at fordre en særegen Forklaring, og
vi kan maaske antage, at vi i disse store Strækninger ser de mange
Formationer, der var til længe før den siluriske Tid, i en fuldkom-
men metamorfoseret og blottet Tilstand.
De forskellige Vanskeligheder, der her er omtalt — den Kends-
gerning, at, endskønt vi i vore geologiske Formationer finder mange
Mellemled mellem de Arter, som nu eksisterer, og som tidligere
eksisterede, saa finder vi dog ikke utallige fine Overgangsformer,
der knytter dem nær til hinanden allesammen; endvidere den