Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

334 Vi har i det sidste Kapitel set, at mange af en Gruppes Arter tilsyneladende pludselig optræder i Masse, og jeg har forsøgt at give en Forklaring af dette Forhold, der, hvis det virkelig er sandt, vilde være skæbnesvangert for min Synsmaade. Men saadanne Tilfælde er rene Undtagelser; den almindelige Regel er, at der er en jævn Tiltagen i Antal indtil Gruppen naar sit Maksimum, og saa er der igen, tidligere eller senere, en jævn Aftagen. Dersom Antallet af en Slægts Arter eller Antallet af en Families Slæg- ter tænkes fremstillet ved en lodret Linie af skiftende Tykkelse og som stiger op gennem de forskellige paa hinanden følgende Formationer, i hvilke Arterne findes, vil Linien undertiden fejl- agtig forneden synes at begynde, ikke i en fin Spids, men bredt; derefter tager den jævnt til i Tykkelse opad, idet den ofte et længere Stykke har samme Tykkelse, og sluttelig bliver den tyn- dere i de øvre Lag, hvorved det betegnes, at Arten aftager I og endelig uddør. Det, at en Gruppes Arter gradvis tiltager i Antal, staar i den nøjeste Overensstemmelse med Teorien; thi Arterne af samme Slægt og Slægterne af samme Familie kan kun tiltage langsomt og trinvis. Modifikationsprocessen af et Antal af beslægtede Former er nemlig en langsom og stille fremad skri- dende Proces, idet en Art først frembringer to eller tre Varieteter, og disse saa bliver langsomt omdannede til Arter, der saa igen lige saa langsomt frembringer andre Varieteter og saaledes videre frem, indtil Gruppen bliver stor, ligesom et Træ, der begynder med en enkelt Stamme og ender i en Skov af Grene. Om Uddøen. Vi har tidligere kun lejlighedsvis omtalt, at Arter og Grupper af Arter forsvinder. Efter Kvalitetsvalgsteorien staar gamle Formers Uddøen og Frembringelsen af nye og forbedrede Former nøje i Forbindelse med hinanden. Den gamle Forestilling, at alle Jordens Beboere blev fejet bort ved store Omvæltninger i de forskellige Perioder, er i Almindelighed opgivet, selv af saadanne Geologer som Elie de Beaumont, Murchison, Barrande o. A., hvis Synsmaade naturligt fører dem til denne Antagelse. Tværtimod, vi har, belært ved Studiet af de tertiære Formationer, god Grund til at tro, at Arter og Grupper af Arter gradvis forsvinder en for en, først et Sted fra, saa et andet Sted fra, og endelig gaar helt ud af Tilværelsen. Imid-