Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

335 lertid maa Uddøningsprocessen i nogle faa Tilfælde have haft me- gen Fart, f. Eks. ved Gennembrudet af en Landtunge, hvormed der følger, at en Masse ny Beboere styrter ind i et tilstødende Hav, eller naar en 0 dukker under. Baade enkelte Arter og hele Grupper af Arter er i høj Grad forskellige med Hensyn til Varighed, nogle Grupper har, som vi har set, levet fra den tidligste Livsgry vi ken- der og til den Dag i Dag, andre er forsvundet før Slutningen af den palæozoiske Periode. Ingen fast Lov synes at afgøre, hvor lang Tid de enkelte Arter og enkelte Slægter skal holde sig. Der er Grund til at tro, at Udryddelsen af en hel Gruppe Arter i Almin- delighed gaar langsommere for sig end deres Frembringelse. Der- som man betegner deres Kommen til Syne og Forsvinden som før ved en lodret Linie af forskellig Tykkelse, saa vil man finde, at Linien i dens øvre Del, som betegner Uddøningen, aftager mere gradvis i Tykkelse end i dens nederste Del, som betegner Arternes første Tilsynekomst og tidligste Tiltagen. I nogle Tilfælde har imid- lertid Uddøningen af hele Grupper været vidunderlig pludselig, saaledes som det var Tilfældet med Ammonites hen imod Slutningen af den sekundære Periode. Arternes Uddøen har uden Grund været nedsænket i det hem- melighedsfuldeste Mørke. Nogle Forfattere har endogsaa antaget, at ligesom Individet har en bestemt Levetid, saaledes har Arten det ogsaa. Ingen kan have undret sig mere over Arternes Uddøen end jeg. Da jeg i La Plata fandt en Hestetand indlejret sammen med Levninger af Mastodon, Megatherion,*) Toxodon og andre uddøde Uhyrer, som alle levede samtidig med en endnu levende Konkylie fra en meget sen geologisk Periode, blev jeg opfyldt af Forbavselse; thi da jeg saa hvorledes Hesten, siden den af Spanierne blev ind- ført til Syd-Amerika, har forvildet sig over hele Strøget og har for- øget sit Individantal med en Hurtighed, hvortil der ikke haves Mage, saa spurgte jeg mig selv, hvad det kunde være der saa ny- ligt havde udryddet den tidligere Hest under Livsbetingelser, der tilsyneladende var saa gunstige. Min Forbavselse var imidlertid ugrundet. Professor Owen bemærkede snart, at Tanden, skønt den meget lignede den nulevende Hests Tænder, havde tilhørt en uddød *) Mastedon, nær beslægtet med Elefanten, Megatherion, en Slags gigan- tisk Dovendyr. O. A.