Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København
Udgave: Anden Udgave
Sider: 502
UDK: 5754
Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.
Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
32
for Duer, som Romerne forhen. Den store Betydning, disse histo-
riske Data har for at forklare de uhyre Varieringer, Duerne har
undergaaet, vil forstaas senere, naar vi kommer til at omtale Ud-
vælgelsen. Vi skal ogsaa da se, hvoraf det kommer, at de forskel-
lige Racer saa ofte har en noget monstrøs Karakter. Endelig er det
overordentlig heldigt for Frembringelsen af bestemt adskilte Racer,
at Han- og Hunduer let kan mages for Livstid og saaledes for-
skellige Racer holdes i samme Duehus.
Jeg har omtalt Husduernes formentlige Oprindelse med nogen,
men langtfra tilstrækkelig Udførlighed, fordi jeg, da jeg først be-
gyndte at holde Duer og opdrætte de forskellige Racer, følte fuldt
saa megen Vanskelighed ved at tro, at de alle nedstammede fra
en fælles tæmmet Stamart, som nogen Naturforsker kunde føle
ved at komme til en lignende Antagelse om de mange Finkearter
eller hvilken som helst anden Gruppe af vilde Fugle. En Omstæn-
dighed har slaaet mig i høj Grad, den nemlig, at næsten alle Op-
drættere af de forskelligste Slags Husdyr og næsten alle Plante-
yndere, med hvem jeg er truffet sammen, eller hvis Afhandlinger
jeg har læst, er fast overbevist om, at de forskellige Racer, hver
enkelt af dem netop har givet sig af med, nedstammer fra lige saa
mange oprindelig skarpt adskilte Arter. Spørg, som jeg har gjort 1
det, en berømt Opdrætter af Herefordkvæg, om hans Kvæg ikke
kunde tænkes at nedstamme fra langhornet Kvæg eller fra en for
begge Racer fælles Stamform, og du skal høre, hvor haanligt han
vil udle dig. Jeg har aldrig mødt en Due-, Hønse-, Ånde- eller
Kanin-Elsker, som ikke var fuldt og fast overbevist om, at hver
enkelt Hovedrace nedstammede fra en egen Art. Van Mons viser
i sin Afhandling om Æbler og Pærer, i hvor høj Grad han betvivler,
at de forskellige Sorter f. Eks. Ripston-pippinen eller Codlinæblet
skulde være fremkommen af Frø fra samme Træ. Eksemplerne
kunde forøges i det uendelige. Forklaringen forekommer mig at
være simpel nok: ved et længe fortsat Studium har de faaet meget
stærkt Indtryk af Forskellighederne mellem Racerne, og skønt de
vel véd, at hver Race varierer lidt — thi de vinder netop deres
Præmier ved at passe nøje paa saadanne Smaaforskelligheder, —
saa giver de sig ikke af med almene Betragtninger og falder ikke *
paa, hvad der kunde komme ud, naar man lagde mange paa hin-
anden følgende Generationers Smaaforandringer sammen. Mon ikke