Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København

Udgave: Anden Udgave

Sider: 502

UDK: 5754

Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.

Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 587 Forrige Næste
344 med mindre man vil antage, at en Landtange her havde adskilt to Have, der var befolkede af forskellige, men samtidige Faunaer. Lyell har anstillet lignende Iagttagelser over nogle af de senere tertiære Formationer. Barrande viser ogsaa, at der er en slaaende almindelig Parallelisme mellem Bøhmens og Skandinaviens Suiter af siluriske Aflejringer. Ikke desto mindre finder han, at der er en forbavsende Forskel mellem Arterne. Dersom de forskellige For- mationer i disse Egne ikke er bleven aflejrede til ganske samme Tid -— idet en Formation i den ene Egn ofte svarer til et bart Rum i den anden — og dersom i begge Egne Arterne stadig langsomt har forandret sig, medens de forskellige Formationer ophobedes og i de lange Mellemrum mellem dem, saa kunde de forskellige Forma- tioner ordnes i samme Følge i Overensstemmelse med Livsformer- nes almindelige Rækkefølge, og det vilde saa fejlagtigt se ud, som om der her var nøjagtig Parallelisme; ikke desto mindre vilde Ar- terne ikke alle være de samme i de to Egnes tilsyneladende hin- anden modsvarende Lag. Om de uddøde Arters indbyrdes Slægtskab og om deres Beslægtethed med de levende Former. Lad os nu betragte de uddøde og de levende Arters indbyrdes Slægtskab. Alle kan de henføres til nogle faa store Klasser, og den- ne Kendsgerning forklares tilstrækkelig ved Nedstamningslæren. Det er en almindelig Regel, at, jo ældre en Form er, desto mere afviger den fra de levende Former. Men som Buckland for længe siden bemærkede, kan alle de uddøde Arter indordnes enten i en af de nu eksisterende Grupper eller mellem dem. At de uddøde Livsformer hjælper til at udfylde Mellemrummene mellem de nu bestaaende Slægter, Familier og Ordener, derom kan der ikke stri- des. Thi dersom vi indskrænker vor Betragtning enten til de levende eller uddøde Former alene, saa er Rækken langt mindre fuldkom- men, end den bliver ved en Kombination af begge til et alminde- ligt System. For Hvirveldyrenes Vedkommende kunde jeg fylde hele Sider med Oplysninger efter Owen, Oplysninger, som skulde tjene til at vise, hvorledes uddøde Dyr har deres Plads midt imel- lem eksisterende Grupper. Cuvier regnede Drøvtyggerne og Tyk-