Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

345 hudene for to af de mest udprægede Pattedyrordener; men Owen har opdaget saa mange fossile Led, at han har maattet forandre den hele Klassifikation og har stillet visse Tykhudede i Underorden med Drøvtyggere. Ved overordentlig fine Overgange udvidsker han f. Eks. den tilsyneladende meget store Forskel mellem Svinet og Ka- melen. En anden udmærket Palæontolog Hr. Gaudry viser, at over- ordentlig mange af de fossile Pattedyr, som han har opdaget i At- tika, paa den simpleste Maade af Verden forbinder nulevende Slæg- ter. Selv om det store Mellemrum mellem Fugle og Krybdyr har Professor Huxley vist, at der paa den mest uventede Maade til Dels er bleven slaaet Bro over det, paa den ene Side ved Strudsen og den uddøde Archæopteryx og paa den anden Side ved Compsogna- thus, en af Dinosaurierne — den Gruppe, som rummer de kæmpe- mæssigste af alle Landkrybdyr. Om de hvirvelløse forsikrer Bar- rande, og en højere Avtoritet kan man ikke finde, at han hver Dag lærer, at, skønt de palæozoiske Dyr ganske vist indordnes under eksisterende Grupper, saa var dog i hin gamle Tid Grupperne ikke saa bestemt adskilt fra hinanden, som de nu er. Nogle Forfattere har gjort Indvendinger imod, at en uddød Art eller en Gruppe af Arter betragtes som staaende midt imellem le- vende Arter eller Grupper. Dersom man herved mener, at en uddød Form i alle sine Karakterer staar midt imellem to levende Former, saa staar Indvendingen ved Magt. Men i en naturlig Klassifikation staar mange fossile Arter ganske vist imellem levende Arter og nogle uddøde Slægter imellem levende Slægter, endogsaa saadanne, som hører til forskellige Familier. Det almindelige Tilfælde, særlig med Hensyn til meget forskellige Grupper saaledes som Fisk og Krybdyr synes at være, at, naar vi vil sætte de Karakterer, hvorved de adskilles fra hinanden den Dag i Dag, til et Dusin eller saa, saa er de gamle Medlemmer skilt fra hinanden ved et meget mindre Antal Karakterer, saa at de to Grupper, endskønt tidligere ganske adskilt i den Periode, nærmede sig noget mere til hinanden. Det er en almindelig Tro, at, jo ældre en Form er, desto mere stræber den ved nogle af sine Karakterer at forbinde Grupper, der staar langt fra hinanden. Denne Bemærkning maa uden Tvivl ind- skrænkes til de Grupper, som har undergaaet megen Forandring i Løbet af de geologiske Perioder, og det vilde være vanskeligt at bevise Sandheden af Sætningen, for nu og da opdager man, at selv