Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

41 Ved den Fremstilling, der her gives af den overvættes vigtige Rolle, Racevalget har spillet, bliver det meget klart, hvorfor vore Husdyrracer og Plantesorter har deres Bygningsforhold eller Sæd- vaner lempede efter Menneskets Behov eller Smag. Vi kan, mener jeg, fremdeles forstaa, hvorfor vore forædlede Racer ofte har en abnorm Karakter, og hvorfor de afviger saa meget i de ydre Karak- terer og forholdsvis saa lidt i de indre Dele eller Organer. Men- nesket kan næppe eller kun yderst vanskeligt udvælge andre Af- vigelser i Bygningsforhold end dem, der er udvortes synlige, og i Virkeligheden bryder han sig kun sjældent om det indvortes. Han kan aldrig virke ved Racevalg paa andet end paa Varieringer, der først i en vis ringe Grad er givne af Naturen. Intet Menneske vilde nogensinde finde paa at frembringe en Hugstjert, før han havde set en Due med en Hale, der i en vis ringe Grad var ud- viklet paa usædvanlig Maade, og ej heller vilde nogen falde paa at frembringe en Kropdue, før han havde set en Due med en Kro af en noget usædvanlig Størrelse; men jo mere abnorm eller usæd- vanlig en Ejendommelighed var, da den først viste sig, desto rime- ligere var det, at der vilde blive lagt Mærke til den. Naar jeg har sagt: at prøve paa at frembringe en Hugstjert eller en anden Race, saa er dette imidlertid utvivlsomt i de fleste Tilfælde yderst ukor- rekt. Den Mand, som først udtog en Due med en Hale lidt over det almindelige, drømte ikke om, hvad denne Dues Efterkommere vilde blive til ved længe fortsat, dels ubevidst, dels planmæssigt Racevalg. Maaske Stamfuglen for alle Hugstjerter kun havde fjor- ten Halefjer, der var lidt udbredte ligesom hos den nulevende javanesiske Hugstjert eller som hos Individer af andre gode Racer, hos hvilke man har fundet indtil sytten Halefjer. Maaske den før- ste Kropdue ikke pustede sin Kro mere op, end Mæfikken nu oppuster den øvre Del af Spiserøret, — en Sædvane, som Due- elskerne ingen Pris sætter paa, og som ikke regnes med blandt Racens Karaktermærker. Man maa ikke tro, at der behøves nogen stor Afvigelse i Byg- ning, for at den skal falde Opdrætteren i Øje; han bemærker tem- melig smaa Forskelligheder, og det ligger i den menneskelige Natur at sætte Pris paa enhver Nyhed, naar det er én selv, der ejer den. Heller ikke maa den Pris, man tidligere satte paa en eller anden lille Afvigelse, vurderes efter den Pris, der nu sættes