Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

472 været i Virksomhed, dér kan vi i Almindelighed vente endnu at finde den virkende, og dette er Tilfældet, ifald Varieteterne er be- gyndende Arter. Endvidere Arterne i de større Slægter, som frem- byder det største Antal af Varieteter eller begyndende Arter, bibe- holder i en vis Grad Karakter af Varieteter; thi de afviger fra hin- anden med et mindre Beløb af Forskelligheder end de mindre Slægters Arter. De nær beslægtede Arter i de større Slægter har tilsyneladende en indskrænket Udbredelseskreds, og hvad deres Be- slægtethed angaar, saa er de samlede i smaa Grupper rundt om andre Arter, og i begge disse Henseender ligner de Varieteter. Dette er Forhold, der maa være meget besynderlige for dem, der holder paa, at hver enkelt Art er skabt for sig, uafhængig af alle andre; men de er meget lette at forstaa, dersom hver enkelt Art først eksisterede som Varietet. Da enhver Art ifølge de geometriske Forhold ved dens For- mering søger at tiltage uendelig meget i Individantal, og da de modificerede Efterkommere af hver enkelt Art vil være i Stand til at tiltage saa meget hurtigere, jo mere de bliver forskellige i Livs- vaner og Bygning, hvorved de jo bliver i Stand til at sætte sig fast paa mange og vidt forskellige Pladser i Naturens Husholdning, saa vil der hos Kvalitetsvalget være en konstant Tendens til at bevare de af en Arts Afkom, som er mest forskellige fra hinanden. Derfor vil igennem en lang Række af Modifikationer de smaa For- skelligheder, der er karakteristiske for Varieteter af samme Art, søge at blive forstørrede til større Forskelligheder, der er karakteri- stiske for Arter af samme Slægt. Nye og forbedrede Varieteter vil uundgaaelig afløse og udrydde ældre og mindre forbedrede og inter- mediære Varieteter, og saaledes bliver Arterne for en stor Del gjort til skarpt begrænsede og vel adskilte Fremtoninger. Her- skende Arter, der hører til de større Grupper indenfor hver enkelt Klasse, søger at afføde nye og herskende Former, saa at enhver stor Gruppe søger at blive endnu større og paa samme Tid at naa endnu større Karakterdivergens. Men da det ikke kan lykkes alle Grupper at tiltage i Størrelse, da Jorden saa ikke kunde rumme dem, saa overvinder de mere herskende Grupper de mindre herskende. Den- ne Tendens hos de store Grupper til at blive ved at tiltage i Størrelse og Karakterdivergens sammen med den Omstændighed, at Uddøen næsten er uundgaaelig, forklarer, at alle Livets Former er ordnede