Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

486 viklet sig af saadanne lave og intermediære Former, og dersom vi indrømmer dette, saa maa vi ligeledes indrømme, at alle de orga- niske Væsener, som har levet paa denne Klode, kan nedstamme fra en eller anden Urform. Men denne Slutning beror hovedsagelig paa Analogi, og det er uvæsentligt, hvor vidt man agter den eller ikke. Det er uden Tvivl muligt, som Hr. G. H. Lewes har fremhævet, at der i Livets første Begyndelse er bleven udviklet mange forskel- lige Former; men om saa er, saa kan vi slutte, at kun meget faa har efterladt sig modificerede Efterkommere. Thi, som jeg for nylig har bemærket med Hensyn til Medlemmerne af hver stor Klasse, som Hvirveldyr, Leddyr o. s. v., har vi i deres embryologiske, ho- mologe og rudimentære Dannelser bestemt Bevis for, at indenfor hver enkelt Klasse nedstammer alle fra en eneste Urform. Naar de af mig i denne Bog og af Hr. Wallace i Linnean Journal fremførte Anskuelser, eller naar analoge Anskuelser om Arternes Oprindelse bliver almindelig antagne, da vil der, kan vi utydeligt forudse, foregaa en betydelig Revolution i Naturhistorien. Systema- tikerne vil som forhen kunne fortsætte deres Arbejder; men de bli- ver ikke uophørlig forfulgt af spøgelsesagtig Tvivl om, hvorvidt denne eller hin Form er en virkelig Art. Dette er jeg vis paa, og jeg taler efter Erfaring, vil ikke være nogen ringe Lettelse. De uendelige Stridigheder om, hvor vidt en halvtredsindstyve britiske Klynger-Arter er gode Arter eller ej, vil ophøre. Systematikerne vil kun have at afgøre (ikke at dette vil være let), om en Form er tilstrækkelig konstant og tilstrækkelig forskellig fra andre Former, til at man kan holde den ude fra de andre, og i saa Fald om For- skellighederne er tilstrækkelig betydende til at fortjene en Arts Navn. Dette sidste Punkt vil blive en langt væsentligere Undersø- gelse, end det er nu; thi Forskelligheder, hvor ringe de saa er, mellem hvilke som helst to Former, dersom de ikke gaar over i hinanden ved intermediære Former, betragtes af de fleste Naturfor- skere som nok til at gøre begge Former til Arter. Fra nu af skal vi blive nødt til at erkende, at den eneste Forskel mellem Arter og ud- prægede Varieteter er den, at de sidste vides eller tros den Dag i Dag at være forbundne ved intermediære Gradationer, medens Ar- terne tidligere var saaledes forbundne. Derfor skal vi, uden at for- kaste Undersøgelsen om, om der nu eksisterer intermediære Gra- dationer mellem to Former, komme til mere omhyggeligt at under-