Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

494 Geoffroy St. Hilaire anede allerede 1795, som man kan se af hans „Levned“, skrevet af hans Søn, at det, vi kalder Arter, kun er Sideskud fra en og samme Type. Det var ikke før 1828, at han offentlig udtalte sin Overbevisning om, at de samme Former ikke havde holdt sig uforandret siden Tingenes Begyndelse. Geoffroy synes særlig i Livsbetingelserne eller „monde ambiant“ at have søgt Aarsagen til Forandringerne. Han var forsigtig med at drage sine Slutninger og troede ikke, at de eksisterende Arter endnu modifice- redes, og som hans Søn tilføjer: „c’est done un probléme å réserver entiérement å l’avenir, supposé méme que l’avenir doive avoir prise sur lui.“ 1813 læste Dr. W. C. Wells for Royal Soiety: „En Beretning om et Fruentimmer af den hvide Race, hvis Hud paa visse Steder ligner Negerens;“ men denne Afhandling blev ikke offentliggjort, før hans berømte: „To Afhandlinger om Dug og Enkeltsyn“ udkom i Aaret 1818. I denne Afhandling erkender han tydeligt Kvalitets- valget, og det er det første Sted, man kan vise en saadan Erken- delse ; men han anvender det kun paa Menneskeracen og blot paa visse Karakterer. Efter at have bemærket, at Negere og Mulatter er fri for visse tropiske Sygdomme siger han først, at alle Dyr varierer i en vis Grad, og dernæst, at Landmændene forbedrer deres Hus- dyr ved Udvælgelse, og saa tilføjer han, at, hvad der gøres i dette sidste Tilfælde „ved Kunst“, synes at gøres med lige saa heldigt Udfald, men langsommere, ude i Naturen ved Dannelsen af Varie- teter af Menneskeslægten, som er tillempede efter de Lande, hvori de bor. Af de tilfældige Menneskevarieteter, som optraadte blandt de saa spredte Indbyggere af Mellemafrikas Egne, vilde nogle være bedre skikkede end andre til at taale de Sygdomme, der herskede i Landet. Denne Race vilde selvfølgelig tiltage i Antal, medens de andre vilde aftage, og det ikke blot fordi de var ude af Stand til at men ikke offentliggjort før længe efter. Han har nemlig sagt (Goethe als Naturforscher, von Dr. Karl Meding, S. 34), at det, Naturforskerne for Fremtiden vilde faa at spørge om, f. Eks. var, hvordan Kvæget fik sine Horn, og ikke, til hvad de bruges. Det er et mærkværdigt Eksempel paa den Maade, paa hvilken ens Anskuelser fremkommer paa omtrent samme Tid, at Goethe i Tyskland, Dr. Darwin i England og Geoffroy St. Hilaire, (som vi straks skal se), i Frankrig, kom til det samme Resultat angaaende Arternes Oprindelse i Aarene 1794 og 95.