Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

56 bedst undersøgte Lande, at vi finder det største Antal Former af tvivlsomt Værd. Det har slaaet mig, at naar et Dyr eller en Plante er meget nyttig i sin vilde Tilstand for Mennesket eller af en eller anden Grund tildrager sig hans Opmærksomhed, vil man næsten altid finde Varieteter af den omtalt. Disse Varieteter vil fremdeles ofte af nogle Forfattere blive ophøjede til Arter. Se nu den alminde- lige Eg, — hvor nøje den end er bleven studeret, saa er der dog en tysk Forfatter, som gør et Dusin Arter ud af Former, der næ- sten af alle anses for Varieteter, og man kan citere de højeste bo- taniske Autoriteter og praktiske Folk blandt hans Landsmænd baade for, at Stilkegen (Quercus pedunculata) og Vinteregen (Q. sessili- flora) er gode og bestemt adskilte Arter, og for at de er ganske simple Varieteter. Jeg maa her standse lidt veddet udmærket Værk, som A. de Candolle nylig har udgivet over hele Jordklodens Ege. Ingen har nogensinde haft et større Materiale til at bestemme Arterne af, hel- ler ikke kunde nogen have bearbejdet det med mere Iver og Skarp- sindighed. Først omtaler han udførligt de mangfoldige Bygnings- forhold, hvori Arterne varierer, og nævner et omtrentligt Tal for Hyppigheden af de enkelte Varieringers Forekomst. Han nævner omtrent et Dusin Karakterer, som kan findes varierende endog paa samme Gren, undertiden efter Alder eller Udviklethed, ofte uden at det er muligt at angive nogen Grund. Saadanne Karakterer har naturligvis ikke Værd som Artsmærker, men de er, som Asa Gray har bemærket i en Anmeldelse af Værket, saadanne, som sædvan- ligvis løber med i Artsbeskrivelserne. Fremdeles siger De Candolle, at han regner de Former for Arter, som kan adskilles ved Karak- terer, der aldrig findes varierende paa samme Træ, og mellem hvilke der aldrig er fundet Overgangsformer. Efter denne Afgø- relse, Resultatet af meget Arbejde, siger han med Eftertryk: De, som ideligt gentager, at den største Del af vore Arter er skarpt be- grænset, og at de tvivlsomme Arter er i meget svag Minoritet, de tager fejl. Deres Paastand synes at være sand, saa længe en Slægt var ufuldstændig kendt, og dens Arter opstillede efter nogle faa Eksemplarer, altsaa var foreløbige (provisoriske) Arter. Efterhaan- den som vi lærer dem bedre at kende, løber der Overgangsformer med ind, og Tvivlen om Artsgrænserne vokser.“ Han tilføjer end- videre, at det er de bedst kendte Arter, der afgiver de fleste Varie-